Problemerne vælter ned over den stakkels Madeline Péricourt. Først dør hendes indflydelsesrige og stenrige bankmand af en far, så forsøger hendes lille dreng på mærkværdigvis at begå selvmord, og så ender hun med at miste hele familieformuen.

Madeleine er ikke typen, der vender den anden kind til, og hun går derfor i gang med at planlægge et hævntogt over alle, der har lod og del i hendes ulykke. Det er faktisk en hel del mennesker, og Madeleine får nok at se til i Lemaitres syleskarpe roman Flammernes farve.

Vi er i mellemkrigstiden og Frankrig kæmper for at komme på fode igen efter 1. verdenskrig. Frankrig var jo blandt sejrherrerne, men sådan føles det ikke altid for almindelige mennesker, for eliten rager til sig, politikerne er korrupte, pressen er uduelig og samfundet er generelt pilråddent. Lemaitre lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver Frankrigs tredje republik i tiden mellem de to verdenskrige, hvor skattesnyd, bestikkelse og sværmeri for det yderste højre er dagens orden. Lyder det bekendt?

Det er et dystert, men også morsomt portræt af et samfund, der har svært ved at finde sit moralske kompas. Bogene karakterer er grådige, dumme, egoistiske, selvoptagede og ikke mindst en smule latterlige. Lidt sympati drysser kun undtagelsesvist ud på siderne, selv den handicappede søn i kørestol har ingen skrupler, når det gælder forretningslivet!

Det er på en gang bogens force og dens svaghed. Det er en styrke, fordi det skarpt, satirisk og rent ud sagt grusomt satirisk og velskrevet. Men det er også en svaghed, fordi det alligevel alt sammen måske kommer til at være lige vel langt ude. Madeleines hævn er underholdende og udspekuleret, men måske også lige utroværdig nok.

Det virker i øvrigt til, at Flammernes farve skriver sig op mod virkelige begivenheder (jvf efterordet) og mit bud er, at der er en del referencer, som den kultiverede franske læser vil forstå. Mit kendskab til det fransk samfund i 1920’erne er ikke stort nok til at kunne dechifrere dem, og det betyder nok at bogen indeholder betydningsbærende lag, jeg ikke forstår.

Flammernes farve er det, man kalder en selvstændig fortsættelse, af den fremragende roman Vi ses deroppe. Det betyder, at forlaget/forfatteren mener, at man godt kan læse Flammernes Farve uden at have læst forgængeren. Det vil nu være synd, synes jeg, dels fordi den første roman er så gennemført fremragende, at man bør læse den, og dels fordi især begyndelsen af Flammernes farve vil være svær at finde rundt i, hvis man ikke har læst Vi ses deroppe.

Pierre Lemaitre har udover de to bøger om Frankrig i mellemkrigstiden skrevet en stribe krimier, der har fået meget ros – også her på bogblogger: Alex, Rosy & John, Brudekjolen og Et beskidt job.

Pierre Lemaitre: Flammernes farve. 496 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Karsten Nielsen, udkommer 13. september 2018