”Forældre er skygger, man kæmper for at komme fri af hele sit liv. Sådan er det (…). Jo før du æder den, jo nemmere bliver det”.

Gry, Mona og Aske er barndomsvenner. Deres forældre driver fritidskollektivet Røde port sammen, og deres barndoms somre er om dagen fyldt med leg, frihed og solskin, men om natten er det utryghed, lange fester og ting, børn ikke forstår eller skal se, der hersker. De voksne abonnerer på en stærk ideologi, der lyder, at ingen må begrænses i deres udfoldelse – heller ikke hvis det går ud over børnene.

Kaosset i bogen stiger i samme tempo, som de tre børn vokser op, og grænsen mellem barn og ung flyder sammen og sætter spor langt ind i deres voksenliv.

Røde port er en fantastisk roman. Vi følger skiftevis de tre barndomsvenner i årene på Røde port og i deres voksenliv.

Nanna Holm får fremskrevet en autentisk stemning fuld af tidsmarkører, hvor børnene lytter til Eurythmics og Tøsedrengene på walkman, læser Pige Liv og skriver i dagbog. Hun beskriver samtidig med akkuratesse børns veludviklede antenner, som her gennem Mona: ”Mona tager et glas fra opvasken på køkkenbordet og skyller det, fylder det med vand og tæller stregerne i ølregnskabet på tavlen, mens hun drikker. Hendes far har næsten lige så mange som Niels”.

Børnene længes efter deres forældres opmærksomhed, og paradoksalt nok også efter både at blive indlemmet i de voksnes klub og tage afstand fra den.

”Hun forestiller sig tit, hvordan det er at bo i sådan en rigtig familie, hvor man spiser tarteletter til hverdag og tager på campingtur. De går helt sikkert til springgymnastik og har sådan nogle mørkeblå træningsdragter og sejlersko med kvaste på, som Gry ønsker sig. Lige som Grys fætter og kusine. De får Nutella og sodavand, som de henter i Tyskland”.

Som voksne har de svært ved at få greb om tilværelsen og er i mere eller mindre grad bevidste om fortidens indflydelse på voksenlivets udfordringer, men de har svært ved at tage konfrontationerne og når de forsøger, er det tydeligt, at forældre og børn husker tingene forskelligt, som da Mona forsøger at tale med sin mor om det og får svaret: ”Måske er det ikke en samtale, vi skal tage hul på nu. Vi husker jo nok tingene lidt forskelligt”.

Men mellem vennerne husker de det også forskelligt:

”Men hold kæft, hvor var det også fedt, ik? siger han så. – Når vi var på Røde Port. De voksne blandede sig ikke i, hvad vi lavede, hvor vi var, og hvornår vi gik i seng. Den totale frihed. Mona nikker, holder øjnene på vejen, og der breder sig en alvor over hendes ansigt. – Men altså, måske er det også lidt de samme historier, vi fortæller hinanden igen og igen, siger hun så. – Om festerne og sommerrevyen og alt det. Ikke så meget om, når det blev mørkt, vel?”

Fremragende debut. Læs, læs, læs!

Nanna Holm: Røde port, Gutkind, april 2026, 530 sider