// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pierre Lemaitre: Alex
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

Pierre Lemaitre: Alex

Skrevet af den 2. september 2014 – 07:35Ingen kommentarer

I de seneste 3 år har Vicekommissær Camille Verhoeven ikke villet beskæftige sig med bortførelser. Han tager kun mindre væsentlige sager som affektforbrydelser, bandeoptøjer og nabodrab. Grunden til Camilles uvilje mod bortførelsessager er, at han har mistet sin gravide kone, som faldt på gaden, blev indlagt på sygehus, bortført og efter få timer fundet dræbt. Tragedien førte til et langt sygefravær for Camille, som han tilbragte på klinikker.

Men nu er hans chef, kommissær Le Guen, af en anden mening, og giver ikke Camille noget valg. Der er sket en bortførelse af en ung pige. En hundelufter så en kvinde blive brutalt skubbet ind i en varevogn og blive kørt væk. Le Guen har ingen andre end Camille at sætte på sagen.

Læseren er tidligere blevet præsenteret for den kidnappede kvinde. Vi ved, at hun hedder Alex, er 30 år og meget køn og attraktiv. Og single. Hun tiltaler mænd i alle aldre. Hun køber karakteristiske parykker, finder derefter tøj, sko og tasker, der matcher parykken og udsender forskellige budskaber; Jeg er ikke bare køn, jeg er også et matematikgeni eller Mig finder du ikke på Facebook. Ligesom hun elsker at ændre sit udseende, elsker hun også at flytte og gør det ofte. Det er en nødvendighed for hende.

Der er nu gået adskillige timer og ingen har savnet eller efterlyst en forsvunden kvinde. Parallelt med, at vi hører om Camilles forsøg på at opklare sagen, får vi beskrevet hvilke grufulde ting Alex gennemlever. Hun er blevet læsset af på et betongulv med armene bundet på ryggen og fødderne tapet sammen. Ved siden af hende kan hun se en trækasse. Trækassen er ikke særlig stor, på størrelse med en menneskekrop.

Der spares ikke på skræk og uhygge, når vi hører om hvad der overgår Alex. Som kontrast til de uhyggelige hændelser, er beskrivelserne af Camille og hans kollegaer levende og humoristiske.
Med skiftet mellem Camilles og Alexs gøren og laden holdes spændingen på et højt plan. Plottet og handlingen er i særklasse. Den er uhyggelig og især meget uforudsigelig.

Pierre Lemaitre har skrevet fem anmelderroste og prisvindene kriminalromaner. Det kan kun anbefales at de øvrige bliver oversat til dansk i en fart.

Alex. Pierre Lemaitre. Lindhardt og Ringhof. 349 sider. Oversat af Elisabeth Ellekjær. 2014.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.