// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pierre Lemaitre: Brudekjolen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Pierre Lemaitre: Brudekjolen

Skrevet af den 28. april 2016 – 07:08Ingen kommentarer

Lige først var jeg lidt skeptisk, da jeg gik i gang med Pierre Lematres Brudekjolen. Årsagen var, at jeg ikke helt kunne få greb om hovedpersonen Sophie og hendes liv. Men det er en del af Pierre Lematres fortællerkunst, og han er en formidabel krimifortæller. Jo flere sider, jeg læste i bogen, jo mere gik plottet op for mig i al sin gru. Og det er grufuldt, uhyggeligt og helt igennem godt tænkt.

Vi følger til at starte med Sophie, som har haft et dejligt liv med en god ægtemand og en karriere, der kørte på skinner. Intet så ud til at skulle kunne ødelægge det. Men ødelagt bliver det – også i en grad, så alt virker komplet håbløst.

Hun ender med at arbejde som barnepige i en familie med et 6-årigt barn, Leo. Hun forsøger at passe ham så godt hun kan, selv om hun lider af adfærdsændringer som voldsom irritation, udmattelse og blackouts, hvor hun ikke kan huske forskellige hændelser. En aften hvor hun har passet Leo, lader hun sig overtale af hans mor til at overnatte i lejligheden, fordi det er blevet meget sent. Næste morgen opdager hun, at Leo er død, kvalt i et snørebånd. Hun kan intet huske, men bliver bange for sig selv – også fordi hun ved tidligere lejligheder har oplevet mærkelige ting, så hun flygter fra stedet og fra sit liv.

Vi følger hendes kamp for at skabe et nyt liv i hemmelighed og på evig flugt, mens hun stadig kæmper med sit helbred. Men lige meget, hvad hun gør, er det som om, at det er dømt til at mislykkes. Gennem små glimt fra hendes gamle liv, begynder omfanget af det hun har været udsat for og mistet at tegne sig. Det viser sig, at Sophie er offer for en syg mands gale plan – og kampen mod ham er bestemt ikke ligeværdig.

Brudekjolen er en helt fantastisk psykologisk krimithriller. Det er meget spændende og man sluger side efter side. Jeg har tidligere læst krimier af Pierre Lemaitre, og er vild med hans måde at skrue plottet sammen på. Det er fornyende og rigtig god læsning for krimifans.

Pierre Lemaitre, Brudekjolen, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 303 sider, dansk udgave marts 2016, oversat af Anders Juel Michelsen.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.