Den store krig. Krigen, der skulle ende alle krige. Verdenslitteraturen byder på et væld af fremragende romaner om 1. verdenskrig, og i disse jubilæumsår er interessen for denne umulige og uforståelige krig genopstået. Danske forfattere har dog ikke skrevet så meget om krigen – trods 5.000 faldne sønderjyder – men heldigvis får vi fornøjelsen af oversættelser fra andre lande.

Og “Vi ses deroppe” er en fornøjelse i al sin groteske grumhed. I krigens sidste dage er en selvoptaget karriereofficer skyld i, at to unge franskmænd såres alvorligt. Albert og Edouard kommer fra hver sin del af samfundet, men mødes på lazarettet, hvorfra de skal tackle krigens efterveer og deres egen, smadrede ungdom. Hvordan bliver man et menneske igen? Hvordan kommer man videre, når man skylder andre sit liv og førlighed, og samtidig føler sig groft svigtet af det land, man drog i krig for at kæmpe for?

Det bliver ikke, som de havde tænkt. Mens det officielle Frankrig forsøger at omstille sig til fred, at håndtere de mange efterladte til de dræbte, skaffe de invaliderede et levebrød og beskytte de mange millioner soldatergrave, er der kyniske magthavere og eventyrere, der bare vil tjene penge.

De to soldater udtænker som svar et usædvanligt svindelnummer, der skal slå plat på forlorenheden og det officielle Frankrigs hykleri. Det er stort tænkt, men også vanskeligere end som så – og et lille kærlighedseventyr kommer i vejen.

“Vi ses deroppe” er en stor roman i al sin absurditet. Vi er med i de fattigste baggårde og i de riges palæer. Blandt ærlige mennesker (nogle få) og svindlere (de mange). Det er et portræt af to mennesker, der har lidt ubodelig skade, men også af et samfund, der ikke helt har forstået, at verden af i går gik under i Flandern.

Det er en indigneret roman, men også en roman der tegner et fint portræt af en generation, der måske vandt krigen, men tabte både uskyld og forstand undervejs.

Pierre Lemaitre: Vi ses deroppe. 530 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Karsten Nielsen.