Laurent Fignon: Vi var unge og ubekymrede
Det er ikke altid let at skulle give sig i kast med at anmelde en bog om et vaskeægte ikon. Og tag ikke fejl. Cykelrytteren Laurent Fignon er et vaskeægte ikon. Født i 1960 og som ungdomsrytter i en helt særlig klasse, der blot igen og igen understregede et helt usandsynligt naturtalent.
Jeg begyndte selv at følge med i Tour de France i midten af 1980’erne, hvilket betød, at jeg lige nøjagtigt fik fornøjelsen af at få den stadig seneste franske vinder af Tour de France med på min visuelle rejse. Det var legenden Bernard Hinault. Men Hinault burde slet ikke have været den seneste. Det burde Fignon.
Da Fignon i 1989 før den sidste enkeltstart på blot 24,5 km ind i Paris, der skulle afslutte årets Tour de France, førte med hele 50 sekunder før førsteudfordreren Greg Lemond, var der ingen, der var i tvivl om, at Fignon ville vinde. Han var simpelthen for stærk en rytter. Og distancen var for kort. Sådan havde Fignon det også selv. Men da Lemond susede afsted som den første i Tour de France’s historie, der kørte med enkeltstartsstyr, kunne alle fornemme, at den lille amerikaner selv troede på det. Fignons hold, Système U, havde allerede forberedt aftenens fest, og Fignon skulle her fejre sin tredje Tour-sejr efter sine to succeser i 1983 og 1984.
De, som kender cykelhistorien, ved, at det ikke skete. Franskmanden blev slået med den mindste margen, en Tour-vinder nogensinde har haft til nummer to. Greg Lemond vandt med otte sekunder, og billederne af den knuste og lamslåede Fignon på sejrsskamlens andenplads sidder stadig printet ind i min hukommelse.
LeMond var absolut ingen cykelnovice. Han havde været makker med Bernard Hinault på La Vie Claire-holdet og havde hjulpet franskmanden frem til sejr i 1985, hvorefter han selv vandt løbet året efter. Men allerede i 1983 vandt han VM på landevej og gentog i øvrigt bedriften i 1989. To hårde operationer grundet en jagtulykke holdt ham ude af Tour’en i både 1987 og 1988, men nu var han tilbage og satte altså det største franske håb til vægs – på den allersidste etape. I øvrigt vandt LeMond igen i 1990, og mange mener stadig, at han er den bedste amerikanske cykelrytter nogensinde.
”Vi var unge og ubekymrede” er en fremragende bog. Vi har at gøre med en cykelrytter, der ikke alene kom med til Tour de France på et afbud i 1983 og vandt, hvorefter han gentog bedriften året efter. Han vandt Giro d’Italia i 1989 og havde en helt umiskendelig tilstedeværelse i feltet. Og så er de jo også interessant, at én af hans absolutte favorit-hjælperyttere var danske Bjarne Riis, der især kørte for Fignon på Castorama-holdet fra 1990.
Men Fignon er fransk helt ind til den yderste bid af knoglerne, og han er en intellektuel, der ville have nydt at sidde på fortovscaféer i 1960’erne og diskutere eksistentialisme og politik med de helt store tænkere. Det er det niveau, vi taler om. Og igen og igen får vi smagsprøver på hans absolutte elegance og hans let skræmmende nationalistiske stolthed.
Men den medalje kommer også med en bagside. Og her er bagsiden hans gennemsyrede arrogance – faktisk den samme som nok mest af alt var skyld i, at han i 1989 tabte Tour’en med otte sekunder. Der er nemlig aldrig noget, der er hans skyld. Vinder han ikke, har de andre været dumme eller brugt ufine metoder. Selv nederlaget til LeMond beskriver han som snyd, fordi LeMond brugte sit enkeltstartstyr. Hvis det nu havde været ulovligt, tænker jeg, at løbsledelsen havde gjort noget ved det. Og i øvrigt taler Fignon lidt over sig, da han arrogant hævder, at han og holdet selv overvejede dette nye styr, men at de ’besluttede sig for ikke at ville snyde’. Det er lidt tåkrummende.
Og disse eksempler kan jeg remse op i dusinvis. Det er en anelse beskæmmende for en mand, der ellers i feltet bevægede sig med så stor værdighed og elegance. Men det er vigtigt for mig at påpege, at det ikke skæmmer bogen. Oplevelserne er jo hans. Følelserne er hans. Livet er – var – hans. Fignon døde af cancer som 50-årig i 2010. Og han efterlod et smerteligt hul i minderne om de helt store ryttere, der betød meget for mig, da jeg startede min fascination af Tour de France – og endda fra et tidspunkt, da doping kun var sporadisk afprøvet i feltet og med ringe succes.
Er du fan af cykelsporten, bør du læse denne fantastiske bog om et fantastisk menneske, der oplevede fantastiske ting – og reflekterede over dem.
Laurent Fignon: ”Vi var unge og ubekymrede”, Bobo – Den Franske Bogcafés Forlag, 330 sider, udkom 12. marts 2016.
Læs også:
Albert Londres: Landevejens galejslaver
Chris Froome: The Climb
Jakob Fuglsang: Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje
William Fotheringham: Merckx – Halvt menneske, halvt cykel
Søren E. Jensen og Bo Hamburger: Hamburger – uden filter
Juliet Macur: En kæde af løgne