Katrine Grünfeld: Små og store dødsfald
”Hvis jeg havde vidst, at hver dag er et farvel. Farvel til et hus, et træ, en eng, et menneske, et barn, en tid. Så havde jeg måske gjort mig mere umage. Stoppet op. Set mig omkring. I længere tid”.
Sådan siger hovedpersonen i denne roman, en midaldrende kvinde, der prøver at finde sig til rette i et nyt livskapitel. Et kapitel, hvor børn flytter hjemmefra, forældre ligger for døden og kroppen aldres ubarmhjertigt. Et kapitel, hvor man tvinges til at tage afsked med hel masse ting, man egentlig ikke ønsker at tage afsked med – sin spændstige krop, sine forældre eller børnene, der flyver fra reden.
For hvem er hun i denne nye rolle? Og hvordan skal hun forlig sig med livets gang? Brutalt ærligt skildrer forfatteren sin hovedperson i en uundgåelig livskrise, og hun sparer ikke på noget. Det er grimt og bittert, men sproget giver det en lethed og en humor midt i alt det svære – især gennem karakteren Hannah, hovedpersonens veninde, der med sin ærlighed hjælper sin veninde med at holde den værste selvmedlidenhed fra døren.
”Hvem er fællesnævneren for dine problemer? Dig selv. Så fjern opmærksomheden fra de andre”, som hun på et tidspunkt siger til hende.
Bogen kommer omkring overgangsalder, empty nest syndrome, sorgen over at miste og søskendedynamikker. Undervejs bliver hovedpersonen klogere, uden at finde løsninger på sine problemer, og hun reflekterer over det levede liv generelt.
Om unge kvinders hovmod, der ikke kan tage ved lære, hvilket hun først ved nu. At aldring ikke er et tegn på dovenskab, hvilket hun først forstår nu. Og at kvinder, som hende selv, ”har hadenydt objektiviseringen af dem og nu græder under deres usynlighedskappe. Ingen ser mig længere, klynker de.”
Hun reflekterer også over, hvordan hun skal håndtere sorgen over alt det, der ikke længere er. ”Hvordan ser beviset for sorg ud, hvis ikke det er tårer og lyde af smerte?”.
Bogen byder ikke på nogen løsninger, men måske en snert af accept?
”Var det bare det? Var det et helt liv?”, spørger hun på et tidspunkt.
Bogen er velskrevet, livsbekræftende og underholdende.
Katrine Grünfeld: Små og store dødsfald, Politikens forlag, april 2026, 242 sider.
