Eksperter har kaldt Juliet Macur’s ”En kæde af løgne” for den definitive bog om cykelrytteren Lance Armstrong, fordi den er skrevet af en af hans gennem tiden største kritikere. I mere end ti år var den berømte cykelstjerne i stand til at holde sit organiserede snyd skjult for sine mange fans. Men ikke nok med det: Han er gentagne gange blevet testet for doping og er aldrig blevet taget. Alligevel ved vi i dag gennem hans indrømmelser, at han måske er en af de værste snydere i cykelsportens historie.

Det er historien om den unge sprælske Texas-dreng, der blev efterladt af sin far og som gennem triathlon fandt sit fokus på cykelsporten, vandt VM i Oslo i 1992, fik kræft, overvandt den, kom tilbage og vandt hele syv Tour de France-titler. Med tanke på at der i flere af hans vinderår ikke er registreret en ny vinder, fordi samtlige ryttere under ham også har modtaget dopingdomme, så er det underligt at kunne konstatere, at hvis alle havde kørt rent – også Armstrong – så havde han nok alligevel haft sine syv titler fra det franske etapeløb. Armstrong var nemlig en helt unik sportsmand.

Gennem hele sin tid som dopet sportsmand forsøgte Armstrong at kontrollere alt og alle omkring sig. Og sjældent har vi set så bistre modangreb på de efterhånden spirrende beskyldninger om muligt snyd, der dukkede op. Armstrong har stort set ødelagt flere menneskers liv – selvom de sagde sandheden. Den tidligere Tour de France-vinder, Greg Lemond har til eksempel mistet en millionforretning. Og Armstrongs tidligere holdkammerat, Frankie Andreu’s kone, Betsy, blev fuldstændig tilintetgjort i flere interviews.

Macur formår at skabe et meget mere komplet billede af Armstrong, end jeg nogensinde tidligere har set. Hun har fundet frem til en lang række personer, der gennem forskellige perioder af legendens liv har haft indflydelse på hans karriere og hans personlige liv. Gennem disse menneskers personlige beretninger og fra Armstrongs egne fortællinger kan vi danne os et langt mere nuanceret billede af, hvem den brutale amerikaner i virkeligheden var og er.

Som journalist hos New York Times har hun siden 2004 fulgt dopingens spøgelse, og intet sted blev den så udstillet som efter Armstrongs fald fra tinderne. Hun var også gennem hele forløbet en af de journalister, der kastede mest lys over Armstrongs dengang påståede doping. Derfor var hun også på hans ’dødsliste’ i mange år. Men da alle hemmelighederne var kommet ud, blev det alligevel hende, han gav lov til at skrive bogen, sikkert i et håb om, at den ville fremstille ham lige så meget som et offer som den ’kriminelle’. Når ordene kommer fra hans værste kritiker, så må vi jo tro dem.

Det gør vi også. Men han fremstår nok ikke, som han havde håbet. Og når bogen så oven i købet er så velskrevet, så bliver historien bar bedre. Macur har naturligvis valgt en rigtig journalistisk faktabaseret stil, og det er godt. Det giver ekstra validitet til den store historie.

Nu venter vi vel bare på filmen om Armstrong. På et tidspunkt stod Bradley Cooper til at skulle spille Lance. Nøj, det håber jeg bliver en realitet. Indtil da kan vi nyde denne fabelagtige og temmelig skræmmende bog.

Juliet Macur: ”En kæde af løgne”, People’s Press forlag, 389 sider, oktober, 2014