Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg – trods min fanboy-begejstring for Jørgen Leth – faktisk var lidt bange for, at tiden var løbet lidt fra denne bog. Måske var Jørn Mader og Jørgen Leth begge blevet lidt for rustne og deres historier lidt for gamle? Derfor besluttede jeg mig for at tage en ven med ind og se det foredrag, de to herrer turnerede med i starten af året, og som spiller sammen med bogen ”Mader & Leth: Sidste tour”. Og lad mig med det samme konstatere, at jeg ikke kunne have taget mere fejl.

For baggrundens skyld må jeg lige sige, at de to journalister, kunstnere og levemænd dannede lydtæppet til mine unge års fascination for Tour de France. De leverede noget, ingen andre nogensinde havde turdet levere, og som stadig ingen andre formår. Det var reel indlevelse, stærk perspektivering, passioneret dyrkelse af både de omgivelser, der passerede forbi vores øjne; feltet, der i høj fart farvestrålende skar gennem de imponerende og eksotiske landskaber; rytterne, der med øgenavne som ’Grævlingen’, ’Professoren’, ’Kraftværket fra Rostock’, ’Kannibalen’ og vores egen ’Ørnen fra Herning’ fik nye liv bag det, de levede på cyklerne og fremfor alt sproget, som med kærlighed flød som sirup ud fra tv-skærmene og holdt os fanget i timevis.

Derfor ville jeg opleve dem i levende live på en scene. Og derfor ville jeg læse bogen. Og hold da op for en oplevelse.

Maders sprogblomster og Leths poetiske og ligefremme tilgang til sproget skinner så meget igennem i denne samtalebog, at jeg simpelthen kan høre deres stemmer, når jeg læser ordene. Der står Leth: eller Mader: gennem hele bogen, men jeg oplever også, at det for mig ikke er nødvendigt at læse, hvem der siger hvad. Det er tydeligt i deres valg af sprog og billeder.

Når der i et citat eksempelvis står: ”Vejene i Belgien mindede om noget, der var kylet ned fra himlen i arrigskab …”, så er jeg ikke i tvivl om, at det er Jørn Maders ord. Eller når jeg om den tidligere store danske rytter, Jesper Skibby, læser: ”Han var en exceptionel rytter. At stikke af fra et felt lige før mål. Kun få har mestret det. Phil Anderson nævnte du. Henk Nijdam. Viatcheslav Ekimov. Senere gjorde Alexandre Vinokourov det på Champs-Élysées. Det er noget, der regnes som et adelsmærke. Det giver virkelig respekt i feltet. Jesper Skibby har ikke fået ros nok for det helt specielle, han kunne, men vi to gør det meget gerne.”, så er jeg heller ikke i tvivl om, at det er Jørgen Leth. Og der er noget meget trygt for mig ved at gen’høre’ disse to formidlingens metres erindringer fra nogle af de største øjeblikke i cykelhistorien.

Men hvad så, hvis du er yngre og ikke har den samme affektion for de gamle koryfæers bedrifter som kommentatorer? Hvad hvis du er vokset op med (nu afdøde) Chris Anker Sørensen, Dennis Ritter og Rolf Sørensen? Er bogen så kedelig? Eller ligegyldig? Det mener jeg overhovedet ikke. For det første kendte de alle både Jørn Mader og Jørgen Leth og har arbejdet tæt sammen med dem begge. Men derudover er de alle inspirerede af både Mader og Leth. For hvem blev ikke det i de år?

Men mest af alt er bogen vedkommende, fordi den danner en ramme om verdens største cykelløb, Tour de France, der i år med sin start i Danmark formåede at sætte et stort kryds i vores lille land; en beslutning, som Maders og Leths mangeårige passion og arbejde med Tour de France helt sikkert har været med til at bane vejen for. Men mest af alt er den vedkommende for både os ældre følgere af sporten og de nyere fans, fordi den er formidlet som et spejl på den begejstring, vi selv kan udvise for enhver begivenhed, person eller et cykelløb, vi kaster vores kærlighed over. Det er ikke en historisk fortælling. Jo, du får masser af fakta, men det er fra hukommelsen og i samtale – som sad vi der selv og var inviteret til at byde ind.

Det er en smuk bog med en smuk titel og et smukt emne. Og de to smukke ældre mænd, der leverer indholdet, kunne på ingen måde have gjort det hverken anderledes eller bedre. Den her bog vil jeg læse igen og igen og bladre i, når jeg vil i godt humør.

Christoffer Stig Christensen: Mader & Leth: Sidste tour”, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 256 sider, udkom juni 2022.

Læs også:
Flemming Toft: Netop gentagelsen er det smukke – samtaler om cykling
Jørgen Leth: Sportsdigte
Olivier Haralmbon: Rytteren og hans skygge
Jørgen Leth: Fra et sted til et andet