Jesper Stein: Terræn
Kaspar er forfatter med succes. I hvert fald efter sin første roman, der landede fine anmeldelser og pæne salgstal. Så det ligger lige for, at han kan komme i gang med sin næste bog. Han bliver ovenikøbet tilbudt betalt ophold på refugiet Klitgaarden med den skønneste beliggenhed i Skagen.
Her skal han finde ro og inspiration, i selskab med en gruppe kunstnere og akademikere. Og så er der lige Kåre, professor, landskendt og karismatisk mediestjerne. Han suger opmærksomhed til sig, knalder højlydt med sin 25-årige Ph.d.-studerende og kan styre de fleste i gruppen præcis den vej, han vil. Kaspar er stærkt fascineret af ham, og Kåre indser hurtigt, hvordan han kan pirre hans forfængelighed. Lidt bekræftelse foran flokken, nogle løfter om samarbejde, et godt strandbillede til de mange tusinde følgere på Instagram.
Kasper mister sin inspiration i takt med, at han suges ind i Kåres verden med mandlige privilegier og liderlighed. Men er det virkelig den mand, han vil være? Og kan han gøre oprør mod superstjernen. Samtidig kæmper Kaspar med en intens klimaangst, og frygten for globale sammenbrud som følge af ekstreme vejrforhold går gennem romanen som en rød tråd.
Der bliver mange fine overvejelser og diskussioner om klimaet i gruppen på Klitgaarden, og det krydres med overvejelser om kunstens rolle i verden, patriarkatets magt og mandlig identitet under pres.
Stein balancerer mellem de forskellige dagsordner og lægger konflikter mellem personerne ind, som er med til at skubbe handlingen frem i kvikt tempo. Det er en bog uden nemme løsninger, og man bliver både klogere og godt underholdt i løbet af fortællingens 274 sider.
Jesper Stein, Terræn, Politikens forlag, 274 sider, juni 2026
