Digteren, filmmanden og journalisten Jørgen Leths nok største litterære værk, digtsamlingen Sportsdigte, udkom første gang i 1967 og har de sidste mange år været nærmest umulig at opdrive i antikvariater. Og hvis det lykkedes, så skulle der adskillige hundreder af kroner op ad lommen for at betale for værket.

I anledningen af 50-året for udgivelsen af Sportsdigte har Gyldendal nu genudgivet digtsamlingen, hvilket ikke er en dag for tidligt.

Alle Leths sportsdigte er optrykt i ”Samlede digte” fra 2002, men det er ikke det samme som at sidde med selve værket i hænderne. 2018-versionen er selvfølgelig ikke 1968-versionen, men er lidt derhen ad og det er bare en fornøjelse at kunne sætte Leths største værk på hylden ved siden af Leths andre værker. Ikke dem alle samme. For listen over Leths værker fylder en hel side i starten af værket. Men selvfølgelig ved siden af ”Det uperfekte menneske” del 1 og 2 og 3 samt ”Den gule trøje i de høje bjerge”.

2018-versionen starter med det helt nye digt ”Mit navn, min form 2018”, som passer rigtig godt ind som forret. Det falder godt i tråd med resten af digtsamlingen. Både i form og indhold, hvor digtet ikke overraskende kommer omkring Jørgen Leths yndlingssportsgrene cykling og bordtennis.

At lave en egentlig anmeldelse af ”Sportsdigte” er overflødigt. Det ER en nyklassiker. En af de største danske digtsamlinger skrevet af en af de allerstørste – som kun Jørgen Leth kan gøre det. Observerende og beskrivende. Hovedsageligt en beskrivelse af sine egen formåen på en cykel eller en imaginær cykel på villavejene i Aarhus eller sin egen drøm om at eje en god bordtennis-baghånd. Men vi kommer naturligvis også omkring sprinterne på cykelbanen og ikke mindst cykelrytteren Fausto Coppi, som Jørgen Leth i ”Sportsdigte” gav sit helt eget digt. Et ikonisk digt, som Gyldendal netop har trykt på en plakat sammen med tegninger af Fausto Coppi.

Jørgen Leth: Sportsdigte. Gyldendal, 2018. 82 sider.