Politiske selvbiografier må været noget af det sværeste at skrive. For har man ikke tilfældigvis ledet landet gennem en besættelse, en rask lille borgerkrig eller ind i NATO eller EF kan de mange ophedede debatter i Folketinget i bakspejlet 20-30 år efter virke lidt tamme.

Sådan er det ikke med Hans Engel. Ikke mindst fordi de Konservative opgør i årene efter Schlüther-regeringens fald som følge af Tamil-sagen var så indædte og forbitrede. I Hans Engels anden selvbiografi, som starter med Tamil-sagen, kommer Hans Engel i øvrigt med et bud på hvorfor de Konservative opgør var og er så onde: Fraværet af ideologi i det, som i perioden blev udødeliggjort af ATS som det Konservative Dolkeparti, betød at det i sidste ende handlede om personer.

Undervejs kommenterer Hans Engell da også relativt bramfrit og usentimentalt de personer han har mødt og de forløb han har været vidne til.

Det er dog ikke kun medlemmer af De Konservative, som får med grovfilen (særligt Dyremose, hvis politiske håndværk bedømmes som “ikke i orden”). Også den daværende Venstre-leder, Uffe Ellemann-Jensen portræteres som uforstående over for nødvendigheden af at skabe en dialog med Pia Kjærsgaard – noget som afløseren efterfølgende og med stor succes forstod nødvendigheden af.

Alt i alt giver bogen et interessant indblik i 1990´ernes politiske landskab, specielt for undertegnede som i perioden var politisk aktiv på den regeringsbærende side og derfor ikke ofrede specielt meget tid på de borgerlige partier. Så selvom knapt så politiske interesserede nok vil finde de mange detaljerede politiske forløb lidt tørre så er det et kærkomment gensyn med blandt andet Spar-Nord sagen, forhøjelsen af partistøtten, splittelsen mellem V og K over finanloven, den lidt for lille cykelhjelm og Heimburgers kaotiske exit. Mest for politisk interesserede, men også andre som oplevede perioden vil nok finde beretningen interessant.

Hans Engell, Farvel til Slotsholmen, Gyldendal, 2008, 412 sider.