Joakim Jakobsen: Tour de France – Verdens hårdeste cykelløb
Er du vild med cykelløb? Er du i den syvende himmel over danskernes 12 sejre i større løb i verden i 2020? Eller måske rettere: Er du bidt af Tour de France? Så er det her bogen for dig.
Det er tredje gang, vi får en ny udgave af Joakim Jakobsens store værk om Tour de France, og hver gang er det en fornøjelse at bladre os igennem – især fordi den er opdateret med de seneste nyheder fra det seneste Tour de France. Og det er udgangspunktet, når du sætter denne bog på ønskelisten.
Det, du ikke umiddelbart kan se, er, at du får et brag af en bog – også i størrelse, for den er næsten 40 centimeter i højden, 70 mm tyk og vejer 6,5 kg. Du får også et stærkt visuelt værk, for bogen er i den grad præget af store, flotte portrætter af løbets største stjerner gennem tiderne men også en række fantastiske scenarier fra især etaperne i de høje bjerge.
Men mest af alt får du en lang rækker fortællinger om alle de største profiler, de største sejre, de mest lidende ryttere og deres bitre nederlag. Joakim Jakobsen kommer hele vejen rundt om både Bartali, Coppi, Merckx, Indurain, Froome … og alle de andre.
Bogens helt store styrke er, at du altid kan have den liggende som en perfekt coffee table-bog til at bladre i og mindes eller blot fascineres. For denne bog er så sprængfyldt med guf, at du aldrig bladrer forgæves.
Jakobsen fortæller hele historien om verdens største cykelløb (selvom han fejlagtigt kalder det verdens hårdeste; det er det på ingen måde), og han fortæller godt. Han skriver vidende og journalistisk; intens og engagerende.
Faktisk er der ikke noget, jeg ikke kan lide ved denne bog. Der er tale om ren nydelse. Og er du ægte cykelfan, så SKAL du have denne bog på hylden (eller som den mest cool dørstopper nogensinde).
Joakim Jakobsen: ”Tour de France – Verdens hårdeste cykelløb”, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 816 sider, udkom november 2020.
Læs også:
Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen: Verdens 100 bedste cykelryttere 2020
Mitchell Beazley: Over alle bjerge – De bedste cykelruter i verden
Peter Alsted: Cykeldigte
Laurent Fignon: Vi var unge og ubekymrede
Søren E. Jensen og Bo Hamburger: Hamburger – uden filter
Juliet Macur: En kæde af løgne
Jakob Fuglsang: Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje
Chris Froome: The Climb
William Fotheringham: Bernard Hinault – and the Fall and Rise of French Cycling
Jens Voigt: Shut up, legs!