Bernard Hinault er på mange måder en levende legende. Den store franske cykelrytter, der vandt Tour de France hele fem gange, og som vi hver eneste sommer kan se stå og lykønske dagens etapevindere og trøjebærere under det store etapeløb, er også den sidste franske mand, der vandt det største franske etapeløb nogensinde. Problemet er, at det var i 1985.

Det er et mareridt for franskmændene. I 38 år har ingen franskmand altså vundet Tour de France. Derfor er William Fotheringhams bog om Bernard Hinault også prydet med en undertitel. I den første udgivelse i 2015 var den som her ”and the fall and rise of French cycling”. Senere er den blevet til ”and the curse of French cycling”. Den seneste lille ændring er en langt bedre beskrivelse af situationen i fransk cykelsport.

Da den amerikanske rytter, Greg Lemond, i 1989 kom tilbage efter en skudulykke og besejrede franskmanden Laurent Fignon på den sidste enkeltstart ind i Paris med sølle otte sekunder, græd halvdelen af verden på den sympatiske franskmands vegne, mens de samtidig undede den lige så sympatiske amerikaner den flotte sejr. Men én af dem, der aldrig ville indrømme, at han jublede lidt ekstra, ja, det er Bernard Hinault. Hvert eneste år, en franskmand ikke er iklædt den gule trøje efter den sidste etape, gror legenden om ham nemlig. Og manden, der muligvis har haft det største ego i cykelsportens historie, kan godt lide den slags. Hvis han går i graven, uden at den næste franskmand har vundet Tour de France, så passer det ham helt fint. Offentligt begræder han det, men inderst inde glæder han sig.

Når du har læst denne fabelagtige bog om den nok største franske cykelrytter gennem tiderne, så sidder du tilbage med netop den følelse. Og på intet tidspunkt er han citeret for at have sagt de ord. Ej heller har Fotheringham selv skrevet det. Men hans præsentation af Hinault efterlader dig med den følelse. Og du fornemmer, at det er lige præcis sådan, det er. Og det er genialt.

Vi får også masser af legender og gode historier om Hinault – både fra hans egen mund og fra Fotheringhams betragtninger. Én af de største og mest ventede er naturligvis om Hinaults dobbeltspil over for sin amerikanske holdkammerat, Lemond, der efter tro tjeneste og dagevis af direkte hjælp og støtte til mange af Hinaults sejre, af franskmanden var blevet lovet den omvendte rolle. Og hvordan Hinaults store ego slet ikke kunne få ham til at holde sit løfte til amerikaneren.

Hinault var et naturtalent på en cykel, og han kunne hive kræfter ud af sig selv, som andre kun kunne drømme om at have. Han brugte sin fandenivoldskhed til at sætte liv i kludene, udfordre etablissementet blandt de store ryttere i feltet og skabe underholdning for alle cykelfans. Derfor er møntens to sider også rigt repræsenteret i Fotheringhams bog. Men balancen er genialt holdt, og bogen er en stor oplevelse om en mand, der i den grad har trukket dybe spor ind i en sport, som i den grad savner et nyt stort fransk navn.

Willaim Fotheringham: ”Bernard Hinault – and the fall and rise of French cycling”, Random House forlag, 368 sider, maj 2015