Ingen kan skrive murstensromaner, der bare glider ned, som Sissel-Jo Gazan. Jeg har skrevet det i mine anmeldelser af hendes bøger før, og jeg sidder med præcis samme oplevelse denne her gang; Det er de færreste, der kan orkestrere en litterær symfoni af karakterer, steder, synsvinkler og tråde som Sissel-Jo Gazan.

Og hvad er det, der gør hende så god?

Jeg tror, opskriften er, at hun i sine spændingsromaner bruger elementer fra krimigenren som motor for fortællingen. Som læsere er vi nysgerrige, og opklaringsarbejdet, som vi kender fra klassiske krimier, får os til at bladre og bladre, ligesom opbygningen med de meget korte kapitler driver læsningen frem, for du kan altid lige tage et kapitel mere, og du har ikke lyst til at stoppe.

Men opklaringsdelen i hendes romaner er sjældent det bærende i fortællingen. Undervejs skyder der andre historier frem, ligesom der altid er et naturvidenskabeligt element, som samlet set gør hendes romaner virkelig kloge, lærerige og dybe og placerer dem på et helt andet niveau end andre spændingsromaner.

I en dråbe er ingen undtagelse.

17-årige Mia har haft et skænderi med sin mor Merethe. Da Merethe efterfølgende går ud for at poste et brev, kommer hun ikke tilbage. Politiet leder efter hende, og undervejs i efterforskningen dukker der nye spor op, som trækker tråde til deres families historie.

Romanen handler om retsbotanik, adoption, familie og venskaber og om betydningen af relationer og at høre til et sted. En masse emner i alle mulige retninger, men som altid formidabelt orkestreret af forfatteren, som hele vejen i gennem har fuldstændig styr på sin fortælling.

En stor anbefaling herfra.

Og vi er endda så heldige, at det er første bind i en trilogi. Jeg glæder mig til den næste.

Af samme forfatter har vi også anmeldt Hvide blomster, Blækhat og trilogien Dinosaurens fjer, Svalens graf og Uglens øje.

Sissel-Jo Gazan: I en dråbe, Politikens forlag, oktober 2024, 451 sider.