Sissel Jo-Gazan: Uglens øje
Det er de færreste, der kan orkestrere en litterær symfoni af karakterer, steder, synsvinkler og tråde som Sissel-Jo Gazan. Troværdigheden af hendes karakterer, hendes skrivestil og ikke mindst tempoet, hvori hun tager os med i fortællingen, er simpelthen så velkomponeret og godt timet, at jeg slugte bogen på få dage. Havde jeg haft muligheden for det, tror jeg, jeg havde læst den i ét stræk.
Uglens øje er en selvstændig fortsættelse til de anmelderroste Dinosaurens fjer og Svalens graf og vi er tilbage i det velkendte univers af videnskab, aktualitet og spænding.
Denne gang tager Gazan fat i det aktuelle emne omkring psykofarmaka og de etiske dilemmaer en kommerciel medicinalindustri står overfor og kombinerer det med personlige fortællinger, der flettes sammen på elegant vis ved skiftende synsvinkler fra kapitel til kapitel.
Vi møder Tonny Enggaard, der er manden bag det tilsyneladende mirakuløse præparat Trimixal, der har hjulpet hans kone – og mange andre – tilbage til livet efter svære psykiske lidelser. En af hans medarbejdere opdager imidlertid, at det måske ikke er gået helt rigtigt til, da medicinen er blevet testet og forude venter en potentiel medicinal-skandale.
Efterforskeren Søren Marhauge skal opklare en sag om en forsvunden pige, men han er hæmmet af personlige udfordringer, der har fået ham til at tage Tonny Enggaards præparat, lige som farmakonom Sille Bjergager er stor fortaler for selvsamme medicin, da det har hjulpet hendes bror Bjørn med at få det meget bedre.
Da Sille hører om den potentielle fare ved Trimixal, slår hun det først hen, for alle ved, at de berømte og berygtede hackere fra MediLeaks, der overvåger medicinalindustrien tæt, ville have opdaget og afsløret, hvis der var noget galt.
Så hvad er op og ned? Det ender ikke, som du tror.
En kæmpe anbefaling herfra. Det er længe siden, jeg har læst noget, der har optaget mig så meget.
Sissel-Jo Gazan, Uglens øje, Politikens forlag, juni 2022, 368 sider.