Parade er en kompleks og kompliceret bog, men det er den bedste Rachel Cusk roman til dato – og det siger ikke så lidt. Værket kredser om kunst og køn, og står som et litterært mesterværk, der fornyer romangenren ved næsten at opløse de fleste klassiske fortællegreb- og former.

Den opmærksomme læser vil vide, at Rachel Cusk tæller blandt mine mange yndlingsforfattere. Hun fik sit internationale gennembrud med “Omrids-trilogien” om den fraskilte forfatter Faye. Cusk blev kaldt en fornyer af romangenren med sin unikke dialogbårne stil, der som titlen antyder, kun efterlader et omrids af sine karakterer.

Det samme er tilfældet i Parade, hvor Cusk dog tager skridtet videre, og næsten opløser omridset. Handlingen er dekonstrueret, og tid og sted opløses i en fragmenteret, men allestedsnærværende handling.

I Paris bliver en kvinde slået ned af en fremmed på gaden. Den fremmede betragter sin gerning som et kunstværk. Et andet sted begynder en kunstmaler at male sine motiver på hovedet, og høster stor anerkendelse. Senere må et museum evakueres, fordi en gæst begår selvmord efter at have set udstillingen.

Vi møder en række kunstnere, som alle går under navnet “G”, og de findes (måske) i virkeligheden. I hvert fald kan man genkende flere af dem. For eksempel er det tydeligt, at den ene er den fransk-amerikanske billedkunstner Louise Bourgeois, der især er kendt for hendes overdimensionerede edderkop-skulpturer. En anden er George Baselitz, som vi møder i en historie, der spindes over hans udtalelse “at kvinder ikke maler særlig godt”.

Svævende over det hele er en førstepersonsfortæller, som også er kvinden, der bliver slået ned i Paris. Det kan være en reference til forfatteren, da Cusk, der bor i Paris, selv har oplevet et lignende overfald. Denne fortællerstemme opløser sig på magisk vis og bliver til et kollektivt vi – og således opløses individet, der blev slået i stykker, da hun blev overfaldet. Et uhyggeligt billede på voldens karakter. Og en latent sorg og vrede, der pludselig manifesterer sig.

Der er hverken et traditionelt plot eller karakterudvikling, men tale- og tankestrømme, der flyder i ét, og både vild- og vejleder os i dette hamrende geniale stykke litteratur. Endnu engang viser Cusk, hvorfor hun er en af hvor tids største forfattere. Jeg er stum af begejstring.

Rachel Cusk, Parade, Gyldendal, 240 sider, November 2024, oversat til dansk af Birgitte Steffen Nielsen.