Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Asker Hedegaard Boye kan fortælle en god historie. Som journalist for Weekendavisen har han med fint overblik og godt perspektiv i en årrække dækket fodbold, og nu er hans bog ”Spillets forvandling” i butikkerne.

Boye har med god grund valgt at zoome ind på europæisk fodbold, og han har i store træk taget sit udgangspunkt i årene omkring 1992, da Danmark overraskede alt og alle ved at vinde europamesterskabet i Sverige. Han tager et par glimt tilbage til de to stadion-katastrofer på Heysel og Hillsborough, hvor masser af mennesker unødvendigt mistede livet og vælger med en positiv hat på at se frem mod i dag, hvor spillet er bedre, renere, mere populært og kun i et meget begrænset omfang ramt af den hooliganisme, vi oplevede op gennem 80’erne og 90’erne.

Men noget sker undervejs på hans rejse op gennem tiden. For Boye bliver nødt til at konfrontere sit eget positive syn på nutidens fodbold med det faktum, at et hav af meget rige ejere i dag sidder langt fra klubberne, er ligeglad med resultater og overskud og stort set kun bruger klubberne som imageforbedring og som et regulært pengevaskeri for deres ellers ikke helt stuerne aktiviteter. Desværre går han slet ikke nok ind i det, men der er ingen tvivl om, at han har et meget skævt øje til ejerstrukturen i klubber som Manchester City, Chelsea samt de fire klubber omkring byen Birmingham, der på et tidspunkt alle havde kinesiske ejere.

Han når – efter min mening – heller ikke nok ind i det alt for polerede, imageforladte, rene og ensrettede spil, der i dag kendetegner samtlige af de bedste hold i Europa, hvor typerne på holdet smelter sammen, interviews og pressekonferencer er fuldstændig ideforladte og afstanden til fans er større end nogensinde. Alt imens har enkelte spillere på de største hold så stor magt, at klubberne reelt retter sig ind efter dem. Et godt eksempel er vel verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi, fra Barcelona. Når han hæver stemmen, så falder verden bagover, mens klubben bøjer sig og retter ind. Så kan vi jo smile lidt af klubbens motto: ’Més que un club’. Ja, Messi er i den grad mere end klubben.

Og mens de store og rige hold bliver større og rigere, og fremmede milliardærer kan smide deres magt ind i enhver klub og gøre dem til en del af det fine selskab, så overser vi nok alle – ikke kun Boye – at langt den bedste og mest attraktive fodbold bliver spillet på niveauet lige under der, hvor klubberne allerede har givet deres lokalområde fingeren. Og det har stået på ganske længe.

Allerede da Sir Alex med efternavnet Ferguson hos Manchester United i 1995 valgte at rykke et hav af sine ungdomsspillere fra ’Class of ’92’ op på førsteholdet, var udviklingen i gang. Sky-pengene flød allerede ind i de engelske klubber, og vejen til at blive Europas bedste og mest internationale liga var stukket ud. Fergusons beslutning skar i øjnene og var et slag lige i kufferten på den karet, der allerede var på vej mod verdenstoppen. Den tidligere Liverpool-spiller og daværende kommentator, Alan Hansen, udtalte, at det var en håbløs idé, og at man i disse tider ikke kunne forvente at vinde noget som helst med små drenge på holdet. Det kunne man så. 13 mesterskaber blev det til for United gennem de følgende 20 år, og det må have gjort så ondt for de ambitiøse elitedyrkere at se og følge.

Og selv i dag nyder rækker som den skotske samt den næstbedste række i England, Championship, den spanske lige og den italienske liga med flere en stigende interesse fra folk, der for alvor kan lide fodboldspillet og godt kan lide tanken om, at når du ser en italiensk fodboldkamp, så kan vi godt forvente nogle italienere på holdet. Fodbolden er ikke så finpoleret og langt mere ærlig og intens på det niveau. Og når det en enkelt gang imellem lykkes de små hold at skubbe lidt til de store, så er jubelen også enorm.

Boye ser på spillet gennem forskellige turneringer som Champions League, og han rusker op i de store klubbers ønsker om at bryde ud og lave en elitær Europa-liga – et ønske, mange gennem de sidste 30 år har ytret, men som stadig ikke er – og ifølge Boye selv nok aldrig bliver – en realitet.

Han zoomer også lidt ind på én af de mest korrupte organisationer i verden, nemlig FIFA og herunder UEFA. Valget af Qatar som næste hjemsted for VM i fodbold i 2022 er et fuldstændig vanvittigt valg. Ikke alene tvinger man langt størstedelen af de deltagende lande til at lukke deres egne ligaer ned i en måned midt i sæsonen, fordi vi er nødt til at spille VM i december måned – med kæmpe planlægningsudfordringer og økonomiske kæmpetab til følge. Men ifølge Washington Post, The Guardian og flere andre internationale aviser kan dødstallet for arbejdere på de stadions, den lille mellemøstlige stat er ved at bygge nu nå op på over 4000. Det er fuldstændig utilgiveligt, at de enkelte medlemslande er så ligeglade og handlingslammede over for en organisation, der er så korrupt som FIFA.

Boye bruger selv eksemplet fra sidste års Europa League-finale mellem Arsenal og Chelsea. Kampen blev spillet i en diktaturstat i det sydøstlige Kaukasus, og de tilrejsende fans måtte bruger flere dage samt tusindevis af pund på at rejse til Baku for at se kampen.

Heldigvis er bogen også et gensyn med nogle af de største og mest indflydelsesrige ikoner gennem de sidste 30 år, nemlig David Beckham, Rupert Murdoch, Jean-Marc Bosman, Mansour bin Zayed al-Nahyan, Josep Guardiola, Jose Mourinho, Roman Abramovitj, Xavi, Iniesta, Messi, Ronaldo med flere, der på godt og ondt er et tegn på alt det, moderne fodbold er blevet til.

Og mens jeg i den grad godt kunne savne en langt større kritik og skepsis af alt det skidt, moderne fodbold har bragt med sig (som eksempel nævner han, at det er positivt, at tilbageleveringer til målmændene i 1992 blev sløjfet, så spillet i dag er blevet hurtigere, men han nævner ikke, at tidsudtrækning ved hjørneflag og professionelle frispark har haft den modsatte effekt), så er jeg glad for alle de emner, som bogen rører ved – og måske især de mange fremragende referencer, han bruger, heriblandt den britiske fodboldguru Jonathan Wilson, tyske Raphael Honigstein og vores egen danske Niels Christian Frederiksen.

Men jeg ved, at Boye nu selv har været lidt inde og pille ved disse lidt mere negative sider af fodbolden, og jeg vil virkelig håbe, han følger denne meget interessante bog op med en uddybning af alle nutidens topfodbolds helt store problemer.

Asker Hedegaard Boye: ”Spillets forvandling – Europæisk fodbold i 30 år”, Gyldendal, 231 sider, udkom november 2019.

Læs også:
Per Kjærbye og Hans Krabbe: Magiske øjeblikke: Skarpe skud fra 40 års dansk fodbold
Rune Skyum-Nielsen: Bendtner – Begge sider
Chris Sweeney: Gravesen – Fodboldens sidste gadedreng
Niels Idskov: Ajax Amsterdam – danskernes klub
Hans Krabbe: Den glemte triumf