Niels Idskov: Ajax Amsterdam: Danskernes klub
Niels Idskov ved rigtig meget om fodboldklubben Ajax Amsterdam og om hollandsk fodbold. Han er uddannet journalist og har gennem mange år skrevet om hollandsk fodbold – også til hollandske fodboldmagasiner. Så vi er i gode hænder, når Idskov ruller sin viden om Ajax ud på en fin rød løber.
Desværre er han mindre bekendt med kommunikation, og derfor kan bogen virke overordentligt forvirrende med sine skift fra datid til nutid og sine konstante rejser fra 60’erne til 70’erne tilbage til 50’erne, så tilbage til 70’erne og videre op til nutiden. Og alt sammen inden for samme kapitel. Mere end fem gange i løbet af bogen bliver du også mødt af oplysningen om, at Johan Cruyff i 1985 blev træner for Ajax – som var det en nyhed hver gang. Det irriterer mig lidt og fortæller mig egentlig, at bogen ikke er bygget optimalt op. Og så irriterer det mig, at der er flere stave- og slåfejl i bogen, der ikke er blevet fanget i redigeringen.
Derfor er det også min konklusion, at som bog virker “Ajax Amsterdam: Danskernes klub” ikke særlig godt. Til gengæld ville jeg ikke tøve et sekund med at lytte til Idskovs levende fortællinger om den hollandske historie og om hollandsk fodbold. For hold da op, hvor han fortæller levende.
Idskov har selv læst (og sikkert hørt) meget om klubben og om den måske største og vigtigste fodboldspiller i historien, Johan Cruyff. Cruyff var manden bag det mirakel, som verden aldrig igen kommer til at opleve. Ajax formåede nemlig med et hold af lokale drenge på et stadion, der ikke ville blive godkendt til den engelske 2. division at vinde tre europæiske mesterholdstitler – det, der i dag hedder Champions League – i træk (1971, 1972 og 1973) ud over et hav af nationale mesterskaber og pokaltitler. Aldrig nogensinde har én mand haft så stor indflydelse på fodbold. Og det ved Idskov. Og han kender historierne.
Når først han tager hul på danskerne i klubben, bliver det faktisk rigtig sjovt. Idskov kender et hav af de bedste historier om de mange danskere, der har været gennem Ajax, lige fra Tom Søndergaard over Arnesen & Lerby, ‘den glubske duo’, over De Flo, loppen, som Jesper Olsen også blev kaldt, da han i tre år tryllebandt alle Ajax-fans med sin blændende teknik, sine sublime driblinger og sine mange mål, over naturtalentet og festaben Jan Mølby til Jesper Grønkjær og nutidens stjerneskud, Lasse Schöne og Kasper Dolberg.
Men vi kommer naturligvis også omkring store stjerner som Marco van Basten, Frank Rijkard, Dennis Bergkamp, Ronald og Frank De Boer og Zlatan Ibrahimovic.
Hvert kapitel begynder med et citat fra den største fodboldlegende, Johan Cruyff. Jeg vil lade dette afslutte min anmeldelse, da det giver den bedste forklaring på, hvorfor Idskov har skrevet bogen:
“Danskerne spiller, lever og tænker præcis som hollænderne. Du ser det, straks danske spillere kommer hertil. Inden for et par måneder taler de fejlfrit Hollandsk, de bestemmer atmosfæren i omklædningsrummet med deres fodboldhumor, og så har de flair for eventyrlig fodbold.”
Niels Idskov: ”Ajax Amsterdam: Danskernes klub”, Turbine forlag, 266 sider, oktober 2018