Historien om Nicklas Bendtner er ikke bare lokkende. Den sender bølger af forventning ud blandt læserne, og alle vil have mere af den mand, der har givet så meget inden for og – om muligt – endnu mere uden for kridtstregerne. Men pas på. For når du læser ”Bendtner – begge sider”, så kan du risikere at falde i en irriterende fælde, nemlig at anmelde dine egne skuffelser eller forventninger. Mange af de største fodboldeksperter herhjemme mener nemlig, at Bendtner er en mand, der af mange forskellige årsager har fået alt for lidt ud af sit talent. Og lad det være øvelsen. Læs bogen, og døm selv. Men hør hans side først.

Hvis det lykkes for dig at rent faktisk ’lytte til’, hvad han siger, vil du møde en meget splittet personlighed, der i stort set alle tilfælde er meget bevidst om sine egne fejl eller svagheder, men som også forstår, at når alt kører, som det skal, så kan han være en af de bedste spillere i enhver trup. Jeg ved, det er store ord. Men prøv at finde nogle gode Bendtner-klip på YouTube. Det er min opfattelse, at det ofte er meget let at glemme, hvor god en spiller Bendtner egentlig har været – om end i det, der for mange synes af være i for korte perioder ad gangen.

To store tydelige forhindringer har stået i vejen for Bendtners direkte vej mod stjernerne. For det første har han haft meget let til skader – og især de meget voldsomme lysken-skader har plaget ham og holdt ham både ude af truppen i længere perioder samt holdt ham fra de helt banebrydende kontrakter. Et eksempel herpå er hans tid i Juventus, hvor han udviklede sig eksplosivt og faldt helt fantastisk til – i så stor en grad, at klubben ville frikøbe ham fra Arsenal. Men en skadespause på over et halvt år (lysken) forhindrede det eventyr i at udvikle sig.

Den anden store tydelige forhindring er Bendtners fest-gen. Igen, det er ikke noget, han lægger skjul på. Faktisk er han skræmmende ærlig omkring sit overforbrug af biler, sprut og kvinder, og især om sin ludomani (selvom han ikke helt selv er nået dertil, hvor han reelt forstår, at det er det, han lider af). Var en kammerat klar til at gå i byen – også med vigtige kampe lige rundt om hjørnet – så var Bendtner ikke den, der sagde nej.

Jeg vil sige det på den måde, at hvis denne fortælling er sand, så er jeg faktisk imponeret over, at han har klaret sig så flot på landsholdet og har spillet så mange kampe på så højt et niveau i sine klubber, som han reelt har. Det festliv er ikke noget, almindelige mennesker kunne holde til, hvis de samtidig skulle præstere på det niveau, han skulle. At det ikke er gået endnu mere galt – både på og uden for banen – er faktisk et under.

I bogen får vi ikke bare to (begge) sider af Bendtner; vi får mange. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at han fandme er en god dreng, og jeg ærgrer mig på mine egne vegne over, at han ikke har fået mere ud af sit kæmpetalent. Når jeg siger det sådan, så er det fordi, jeg tror, han selv mener, han har haft en ganske fin karriere. Det har han i hvert fald sagt i et interview med Camilla Martin. Og det er meget svært at se tilbage på hans karriere og være uenig. Derfor kan jeg godt sidde og ærgre mig over, at jeg ikke så flere kampe, hvor han brillerede, eller nød ham være stjerne i nogle af Europas største klubber – for det havde han i sig, ingen tvivl om det.

I bogen fortæller han om alle sider af sit liv. Noget kan virke lidt virkelighedsfjernt, men der er nok også mange sider af almindelige menneskers liv, der ikke har været i Bendtners umiddelbare bevidsthed.

Når det er sagt, så skal jeg være den første til at indrømme, at jeg også selv i mange tilfælde har været relativt hurtig til at ’tænke mit’, når jeg så endnu en dum overskrift om Bendtner og hans udskejelser. Jeg var jo ikke med på den natklub. Og jeg sad jo ikke nede i bilen foran hospitalet og sov sammen med min far, mens min mor lå syg af kræft. Og jeg var heller ikke med i det omklædningsrum, da den eller den gjorde det. Så kan du selv vurdere, om du synes, du burde blande dig i, hvor han overhovedet burde have befundet sig, men det er vel dybest set ikke vores opgave.

Alt i alt er bogen intet mindre end blændende underholdning. Jeg mener seriøst, at vi får begge sider af Bendtner, men nok ikke på den måde, titlen er tiltænkt. Hans fuldstændig manglende forståelse for og ynk over, at han kun måtte se sin søn i nogle timer hver anden weekend og på en midtugedag – under observation, er faktisk mærkelig, når han på næste side fortæller, at han var ude og drikke sig i hegnet og bruge en million på et casino. Måske er det undskyldningen med hønen eller ægget. Det er bare lidt svært at tage alvorligt.

Så hvad sidder jeg tilbage med? I hvert fald ikke en fuldkommen tilfredshed. Nok nærmere en mæthed over at have oplevet et menneske, der med sine forholdsvis få år på bagen allerede har levet to fulde liv. Og så – stadigvæk – en let ærgrelse over ikke at have kunnet glæde mig fuldt over et så stort talent, fordi det aldrig nåede helt at udfolde sig. Men for fanden da! Tak for historierne.

Rune Skyum-Nielsen: ”Bendtner – begge sider”, Politikens Forlag, 400 sider, udkom 5. november 2019.