Chris Sweeney: Gravesen – fodboldens sidste gadedreng
Thomas Gravesen er en af de mest karismatiske fodboldspillere, der nogensinde har betrådt græsset iført en dansk landsholdstrøje. Det blev ’kun’ til 66 landskampe for Gravesen, men både på og uden for banen er han husket som én af de helt store profiler – med en forholdsvis kontroversiel karriere.
Undertitlen på Chris Sweeneys bog er ”Fodboldens sidste gadedreng”, og det er ofte som gadedrengen, at vi vil huske Gravesen. Han var et bæst på banen, arbejdede som en hest, gav alt han havde i sig og var tilmed en spasmager, når han ikke var i kamp – også selvom holdkammeraterne en overgang hed Ronaldo, Beckham, Zidane og Figo.
Det lyder som et slags øgenavn, når Sweeney kalder Gravesen for den sidste gadedreng, men han mener det kærligt. Han – og mange af vi andre – savner i den grad gadedrengene i den gamle arbejdersport, hvor alt i dag er ensrettet, og alle ligner hinanden, siger det samme, tjener millioner og flytter sig ind i parallelsamfund for at skabe så stor afstand til fansene som overhovedet muligt. Til sammenligning skrev danske Thomas ”Gravesen – HSV” på sit dørskilt, da han i 1997 flyttede fra Vejle til tyske Hamburger Sports Verein.
Vi savner enerne. Vi savner dem, der tør skille sig ud. Der er stort set kun svenske Zlatan Ibrahimovic tilbage, og hans fodboldkarriere lakker stærkt mod enden i amerikanske LA Galaxy.
Thomas Gravesen er beskrevet som manden, der fik Englands gennem tiderne største gadedreng, Paul Gascoigne, til at ligne en kordreng, da han i 2000 blev hans holdkammerat i Everton. Gravesen var et legebarn, der elskede at spille fodbold, tiltrak sig masser af opmærksomhed og fik mindre ud af sit talent, end hans cv ellers indikerer.
Han var en del af et af de mest kontroversielle klubskifter nogensinde, da han i 2005 skiftede fra Everton til Real Madrid og i halvandet år spillede sammen med Los Galacticos; de største spillere på den tid: David Beckham, Zinedine Zidane, Ronaldo da Lima, Luis Figo, Roberto Carlos, Raúl, Guti, Iker Casillas med flere. I dag ligger der masser af YouTube-videoer, der viser sjove indslag med Gravesen i Real Madrid-trøjen, men du skal lede længe efter en rigtig Real Madrid-fan, der ikke husker Gravesen som en legende i den korte tid, han var i klubben. Han sled og slæbte og var et forbillede for sine langt mere berømte holdkammerater, der også i dag husker ham med stor affektion og glæde.
Gravesen selv har ikke medvirket til denne bog. Men han behøvede nu ikke have været nervøs. Sweeney har skrevet en regulær hyldest til den populære dansker, og bogen er en absolut fabelagtig spadseretur ned ad mindernes sti og en salut til Thomas Gravesen.
Jeg vil istemme mig hyldesten, og jeg vil anbefale denne hurtigt læste og herlige læseoplevelse til enhver, der savner tiden, hvor spillet var en kontaktsport, der ikke blev spillet af en flok ens robotter.
Chris Sweeney: ”Gravesen”, Forlaget Memoris, 250 sider, udkom på engelsk i februar 2019 under titlen ”Mad Dog Gravesen” og på dansk 1. oktober 2019.