Marta Orriols: Et sted at kalde hjem
Hjem. Det er et enkelt ord, men det rummer så meget. Jeg har selv boet i USA i over et år med min familie, og jeg har boet stort set over hele Danmark. I dag har jeg slået rod i Nordsjælland, og jeg holder af stedet, som var det altid meningen, at jeg skulle lande her. Alligevel kan jeg stadig mærke en særlig varme, når jeg vender tilbage til min hjemkommune. Lugten, landskabet, minderne – alt det, der ikke kan skrives ind i en adresseændring, men som sidder i kroppen som en stille vished: her hører jeg også til.
Det er netop denne følelse Marta Orriols undersøger i “Et sted at kalde hjem”. Hun fortæller historien om Tina, en krigskorrespondent, der efter næsten to årtier i udlandet vender tilbage til Barcelona. Hun har set verden fra fronterne, hun har oplevet, hvordan eksistensen kan koges ned til liv eller død på et splitsekund. Og pludselig står hun i sit gamle kvarter, omgivet af familie, der enten holder hende ud i strakt arm eller kræver, at hun nu er til stede på en måde, hun ikke længere ved, hvordan man er.
Orriols skriver med et sprog, der er præcist og følsomt på samme tid. Hun skærer ind til det væsentlige i relationerne: en mor, der aldrig helt slipper kulden; en søster, der bebrejder; en far, hvis hukommelse er ved at smuldre; en ekskæreste, der stadig kaster skygger. Og midt i det hele Tina, der famler efter et tilhørsforhold, selv om hun i årevis har defineret sig gennem at stå udenfor.
Noget af det, der slog mig ved læsningen, var, hvordan romanen balancerer mellem det nære og det globale. Tinas blik er formet af krigszoner og ufred, men hendes største kampe udkæmpes i barndomshjemmets stuer og i mødet med de mennesker, der kender hende bedst – og måske mindst. Hjem er ikke kun mursten og gader, det er også alt det, vi ikke selv vælger: familiens blikke, byens rytme, sprogets små vendinger.
Romanen kan indimellem virke langsom. Den kræver tålmodighed, fordi den ikke drives af store plotdrejninger, men af de små ændringer i stemningen, i dialogen, i de blikke, der ikke bliver gengældt. Men hvis du tager dig tid, får du en oplevelse af at være midt i noget ægte. Det er en fortælling, der vokser stille frem og sætter sig i dig, fordi den minder dig om, at det sværeste ofte ikke er at rejse langt væk – men at finde ud af, hvordan man egentlig kommer hjem.
“Et sted at kalde hjem” er ikke en roman, der ryster læseren med dramatiske højdepunkter. Dens styrke er snarere det stille mod: at turde fortælle om alt det, der er skrøbeligt og svært at sætte ord på. For mig var det en påmindelse om, at hjem kan være mange steder – og at følelsen af hjem nogle gange først træder frem, når vi indser, hvor meget vi selv har forandret os.
Marta Orriols: ”Et sted at kalde hjem”, Forlaget AuroraBoreal, 312 sider, på dansk ved Pia Sloth Poulsen, udkom september, 2025
Læs også:
Ildefonso Falcones: Sjælemaleren
