Det er lang tid siden jeg sidst har været så irriteret og frustreret over hovedkarakteren i en roman, – samtidig med at jeg også har kunnet nikke genkendende til hendes frihedstrang. Men sådan tror jeg, det er med Maggie, man fatter sympati, samtidig med at man bare har lyst til at ruske i hende.

Maggie, som er forfatter, har skrivekrise, der kommer ikke bogstaver ned på papiret, og hun føler sig fanget i parforholdet med Christoffer og deres to små børn. Der er noget, som ikke hænger sammen. Hun har et stort hul indeni, og hun kan ikke finde sig til rette i den leverpostejsfarvede hverdag med madpakker, institution osv. Hun higer efter frihed, ro og noget andet, som hun dog har svært ved at definere, og hvad nu hvis det, man troede, var målet, viser sig at være noget helt andet?

”Hun har altid tænkt, at et lykkeligt liv skulle – og kun kunne – realiseres gennem kunsten. Fra hun lavede sine elendige linoleumstryk af et hus med et træ, til hun dansede, til hun begyndte at skrive. Tanken om ikke at skulle beskæftige sig med kunsten har føltes som at trække hele pointen med livet ud af livet. Men måske er det indbegrebet af hendes problem? Hun har brugt sit liv på at stresse i retning af et sted, der ikke findes. Kunstens fatamorgana.”

En dag møder hun Emil, og det sætter skub i en masse ting. Noget udefinerbart begynder at ulme i hende, og hun forsøger at finde ind til denne kerne. Vi følger derefter Maggie, som flytter ind i sit barndomshjem hos sin mormor, og vi får indblik i den barndom og ungdom, hun har haft med en meget dominerende skuespiller mor, en far der har begået selvmord, og en mormor som er psykisk ustabil. Hvad er det for en kærlighed, Molly har oplevet i sit liv, hvad er det for en kærlighed, hun har modtaget, og hvilken har hun selv givet? Dertil ligger der også hemmeligheder, som lurer under overfalden, for måske er alt ikke bare, som det ser ud?

Jeg har grinet, jeg har bandet, og jeg har sagt ’AV’ flere gange gennem læsningen af romanen, for på en meget lige til måde får forfatteren virkelig skrevet de store følelser frem. Hvilken kærlighed skal man kæmpe for? Hvor langt skal man gå for at få sin frihed? Og hvor ligger det gode meningsfulde liv begravet?

Tror der er mange, der kan nikke genkendende til tematikkerne og familiedynamikkerne i bogen, og det er yderst velkomment, at der også bliver sat ord på de forbudte følelser. Det betyder ikke, at vi alle skal gøre som Maggie, men det betyder, at læseren også bliver set, og det er altid godt at forholde sig til sin egen livssituation.

Kirstine K. Høgsbro, I tilfælde af kærlighed, Politikens Forlag, 2026, 351 sider.