Kim Leine: Karolines kamp
Med ”Karolines kamp” fortsætter Kim Leine den fortælling om politikeren Karoline, som han indledte med ”Karolines kærlighed” i juni sidste år. Den første bog blev meget positivt modtaget. Det er denne fortsættelse i den grad også blevet.
Kim skriver godt. Lad os lige få det på plads med det samme. Eller skal vi ikke hellere sige, at han skriver lige ind i vores måde at se, lytte og tale på. Der er intet storlitterært over hans fremstilling af figurer eller handling. Der er heller intet konstrueret over fortællingen. Den virker som fortalt fra en person til en anden – med meget jævnt og almindeligt og derfor også letforståeligt sprogbrug. Det har en kæmpeværdi, når du skal forsøge at følge med i spændingen. Det kan tabe lidt i længden, som hvis du ser en film, der kun har et lydspor eller meget få farver. Vil du nyde hele pakken i en litterær udgivelse, så kan du muligvis føle, du mangler et aspekt. Men har du travlt, eller er du ligeglad med den del, der mangler, ja, så flyver du gennem handlingen. Og det kan være rigtig godt. For der er nok at holde styr på i denne hæsblæsende fortælling.
Jeg vil ikke kritisere det som sådan. For det virker. Han skriver det, som var det en tv-serie. Meget korte sætninger. Som Alfons Åberg. Da han har fødselsdag. Og bare vil have sit nye tøj på. Det er en stil. Og den er behagelig. Og så garanterer jeg for, at alle sprogligt er med.
Handlingen er også i øjenhøjde – og i den grad aktuel. Vi følger i store træk to personer. Den ene er titelpersonen, Karoline Blicher, der sidder i Folketinget for Demokratisk Alliance. Og Annie Faurschou, en lingvist fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
I første bind fulgte vi Blichers tur til Rusland og hendes affære med en russisk agent samt mødet med Putin. Denne gang forsøger Annie at finde ud af, hvor dybt hendes russiske forbindelse egentlig stikker. For hvad har hun af forbindelse til amerikanske Donald Trump? Og hvad med den tysk-russiske pipeline Nordstream 2? Og hvad er egentlig hendes ambitioner?
Figurerne i bogen er fantastiske. De er farverige, spændende, dygtige, intelligente mennesker med masser af energi, frækhed og gåpåmod. De er så godt formede, at de virker som om, de står lige ved siden af os.
Leine benytter sig af samme måde at fortæller historien på, som den nu afdøde forfatter Leon Uris gjorde. Uris skrev en række af de mest spændende romaner, hvor handlingen var sat midt i store historiske begivenheder. Alle de historiske fakta var rigtige, de store personer var også ægte, men selve hans hovedpersoner var opdigtede og derfor smidt midt ind i rigtige historiske begivenheder. Det var herligt læse samt – helt ærligt – en rigtig fed måde at lære historie på. Bøger som ”Mila 18”, ”Trinity”, ”Armageddon” og ”Topaz” er blot nogle af de titler, jeg husker som værende helt fabelagtig underholdning.
Kim Leine sætter også sine personer ind i rigtige historiske begivenheder, og han digter kun sine hovedpersoner og deres handlinger. Vi befinder os derfor eksempelvis i en tid (2016), hvor Donald Trump er i valgkamp, og kun få tror på hans muligheder. Men Karoline Blicher er for eksempel opdigtet og sidder i Folketinget for et opdigtet parti. Det gør fortællingen rigtig stærk, når vi kommer så tæt på virkeligheden. Og det betyder, at vi i langt højere grad kan identificere os med det, vi bliver viklet ind i. Især fordi det i så høj grad er dialog, der styrer fortællingen.
Nu vil jeg ikke røbe den meget spændende afslutning på bogen, men lad mig bare sige, at jeg glæder mig meget til den næste. Og så lover jeg at forsøge – selvom det er meget svært for mig – at se gennem fingre med den vanvittige kommasætning. Hvis det er et forsøg på at bruge det, der engang blev kaldt ’det nye komma’, så er det meget forstyrrende for læseoplevelsen. Og det er synd. Men skriv mere, Kim. Jeg er klar.
Kim Leine: ”Karolines kamp”, Forlaget Gyldendal, 421 sider, udkom juni 2023.
Læs også:
Kim Leine: Efter åndemageren
