Grønland i 1880erne. Det er nu mere end 150 år siden at Hans Egede åbnede Grønland for europæerne, og alt er forandret i kolonien mod nord. Det er de store polarekspeditioners tid, og Gustav Holm står i spidsen for en ekspedition på østsiden af Grønland, der skal møde de sidste hedninge og måske finde spor af den sagnomspundne Østerbygd, der hvor nordboerne boede før de forsvandt.

I udstedet Sydprøven har tre mænd en hemmelighed. Den handler om fortidens forhold, om en indebrændt kvinde – og om guld. Den ene tager til København, de andre må blive hvor de er. Men fortiden indhenter dem alligevel, og med hemmeligheden om guldet afsløres også mindre pæne ting om forholdet mellem danskere og inuitter, om drukfældighed og incest, om drømme om et bedre liv for grønlændere og den danske foragt for grønlænderne og deres levevis. Det får store konsekvenser for deres familier, herunder den unge Sara og hendes ven Mathias. Bag det hele lurer Aappaluttoq, åndemaneren, der engang var alt men som trods præster og kateketer endnu ikke er manet helt i isen.

Der er kort sagt lagt op til drama i den sidste del af Kim Leines trilogi om Grønland i kolonitiden. Det er en trilogi, der mesterligt har trukket historien op og gjort den nærværende – med udgangspunkt i personer, der føltes levende og nærværende, trods deres fremmedartede begrebsverden fra en længst svunden tid.

Efter åndemaneren er et stort værk, der tager beretningen om genopdagelsen af Grønland helt frem til 1953, hvor Grønland blev et amt og dermed formelt til en ligestillet del af det danske rige. Det er en roman, der er væsentlig mindre rå end de to første i serien, Profeterne i Evighedsfjorden og Rød mand/sort mand, måske fordi slutningen af 1800-tallet trods alt var mindre brutalt end 1700-tallet. Leine dømmer ikke, han lægger sine personer frem til læserens beskuelse, på godt og ondt, grønlandsk og dansk.

Til gengæld virker det lidt, som om Leine har ladet lidt for meget af sin research dryppe ned på siderne, for flere steder bliver der forklaret (alt for meget) om de (fag)historiske forhold fremfor at lade fortællingen forklare sig selv. Det gælder ikke mindst i den del af bogen, der foregår i København, hvor der bliver skubbet lidt for meget Historie ned i teksten, hvilket hæmmer tempoet i historien. Nå pyt, en læsværdig roman er det, og samlet set er trilogien noget af en præstation.

Kim Leine: Efter åndemaneren. 736 sider, Gyldendal. Udkom 28. oktober 2021