Mens han styrede nationen sikkert gennem den store depression i 1930’erne, så havde statsminister Thorvald Stauning også tid til at kere sig om Grønland og grønlænderne. Det var nyt for mig. Men er netop hvad journalisten Niels Nørgaard dokumenterer i sin første bog.

Stauning nærede en stor kærlighed for Grønland og grønlænderne allerede længe før han i 1930 besøgte øen. En kærlighed, som statsministre nu til dags påstår, at de også har. Men som det ofte bliver ved skåltalerne med at vise.

Omdrejningspunktet for fortællingen om Stauning og Grønland er striden mellem Danmark og Norge i starten af 1930’erne, hvor Norge besætter to store landområder på Grønlands østkyst og erklærer dem for en del af Norge. Dette træk får Danmark til at trække Norge for FN-domstolen i Haag, der i 1933 kommer frem til, at hele Grønland skam er dansk. Der er ikke noget at komme efter for Norge.

Stauning får stor ros af sin samtid for at have engageret sig i kampen om Grønland. Men alt andet havde vel været mærkeligt. Han var trods alt statsminister.

Samtidig fremhæver Niels Nørgaard hvordan grønlandske politikere på Staunings foranledning inddrages i de politiske dikussioner om Grønland og grønlandske forhold på Christiansborg. Udbruddet af 2. verdenskrig betyder dog, at grønlænderne er nødt til at tage hjem igen.

Niels Nørgaard forholder sig aldrig for alvor kritisk til Staunings ageren i forhold til Grønland. Alt hvad han gør fremstilles i et meget positivt lys. Nørgaard spørger heller aldrig, om det var klogt af Stauning at bruge så meget energi på Grønland, som da han tog på en månedlang rejse til øen i 1930 midt under depressionen. Eller da han tog til Haag for at overvære retssagen i 1933.

Samtidig virker Staunings inddragelse af grønlænderne i det politiske arbejde en anelse hult, når man ved hvordan grønlænderne og FN blev narret af danskerne godt 20 år senere – sådan som det er formidabelt beskrevet i Anne Kirstine Hermanns bog “Imperiets børn“.

Det virker som om Nørgaard har ladet sig forblænde lidt af Stauning. Det er der ikke noget at sige til. Men lidt kritisk analyse og perspektivering havde ikke skadet.

Det ændrer dog ikke ved, at Nørgaard på fornem vis dokumenterer betydningen af en statsministers engagement i en sag. Og man sidder som tilhænger af rigsfællesskabet tilbage med et ønske om, at nutidens statsministre ville engagere sig lige så oprigtigt i at holde sammen på riget, som Stauning gjorde.

Niels Nørgaard: Stauning og Grønland – Kampen om den arktiske koloni mellem de to verdenskrige. Gads Forlag, 2024. 265 sider.