Kristin Vego: Sent på dagen
”Det er tiden Mikael og jeg tilbragte alene sammen, jeg tænker mest på. De små lommer af tid hvor der ikke var andre vidner: Det er dem jeg ønsker at samle op, som vandmænd, og holde op mod lyset. Se trådene derinde.”
Hvilke tråde er vores liv sammensat af? Hvordan hænger vi sammen med andre? Hvordan hænger vi fast i andre mennesker? Og hvilken rolle spiller naturen og det udenfor os selv i vores liv, hvad gør vi med de tråde, vi kan se og måske mærke, men alligevel ikke kan få greb om? Med sin debutroman Sent på dagen tager Krsitin Vego os med ind i Johanne og Mikaels kærlighedshistorie, hvor vi gennem Johannes erindringer finder ud af, hvordan de hænger sammen, hvilke tråde de sammen har spundet i livet.
Efter en skilsmisse lejer bypigen Johanne sig ind hos Mikael, som bor ude på landet, i et hus der er omgivet af natur til alle sider. Hun begynder at finde en ro i at være kommet ud fra byen, og hun oplever, hvordan hendes sanser skærpes, og hvordan naturen og årstidernes skiften har en stor betydning for hendes forståelse af livet. Og gennem hendes iagttagelser og levet liv oplever vi, hvordan der er et samspil mellem den menneskelige cyklus og naturens luner og råhed.
Mikael og Johannes livstråde mødes, og de forelsker sig og bliver et par. Alt er dog ikke bare fryd og gammen for med i forholdet følger også Mikaels datter Maren og hans excentriske og kunstneriske ekskone Sofia, som kommer og går, som boede hun stadig i huset, og som ydermere har atelier i laden. Her opstår der skærmydsler, for hvilken rolle skal Johanne indtage, hvilke tråde skal hun knytte, og hvilke skal hun kappe?
Bogen skal læses langsomt, for naturbeskrivelser og oplevelser i skoven fylder meget og giver et fint ekko til det levede liv, som Mikael og Johanne lever sammen. Der er ikke meget fremdrift i bogen, og efter endt læsning har jeg lidt glemt, hvad jeg har læst. Kristin Vego skriver sanseligt og kraftfuldt, hun kræver noget af sin læser, men jeg må også indrømme, at noget af fortællingen gik lidt tabt i det flotte stilistiske sprog og de mange naturbeskrivelser.
Kristin Vegos modtog i 2022 med novellesamlingen Se en sidste gang på noget smukt Bogforums debutantpris.
Kristin Vego, Sent på dagen, Turbine, 2024, 162 sider.