Vildskabt er Susanne Cordes tredje roman. Den kredser om noget så komplekst og smertefuldt som afhængighed – og hvad den gør ved dem, der står helt tæt på.

Fortællingen tager udgangspunkt i relationen mellem en storesøster og hendes lillebror Christian og udfolder, hvordan et liv med misbrug ikke kun former den, der er afhængig, men hele familien omkring. Romanen vender med jævne mellemrum tilbage til en scene fra barndommen, hvor Christian forsvinder ind i skoven, og familien desperat leder efter ham. Det bliver et slags omdrejningspunkt – næsten som et forsøg på at forstå, hvordan to søskende, der vokser op i samme rammer, kan ende så forskelligt.

Netop spørgsmålet om arv og miljø ligger som en understrøm gennem hele bogen. Hvordan kan det være, at den ene glider ind i et livslangt misbrug, mens den anden ikke gør? Vildskabt giver ikke entydige svar, men insisterer på kompleksiteten og det uafklarede.

Der er en tydelig autofiktiv klangbund i romanen. Man mærker, at stoffet ligger forfatteren nært, og det giver teksten en særlig tyngde. Følelserne er ikke polerede, men står råt frem: afmagten, omsorgen, kærligheden og frustrationen, der eksisterer side om side. Det er især i skildringen af det at være pårørende, at romanen for alvor rammer noget præcist – den konstante uro, tvivlen, håbet og udmattelsen.

Jeg oplevede dog undervejs, at min læsning gik lidt i stå omkring midten. Selvom præmissen er stærk, var der en passage, hvor jeg havde svært ved helt at finde ind til det, der greb mig. Men det ændrede sig igen, og jeg blev på ny fanget af fortællingen og dens følelsesmæssige tyngde.

Vildskabt er tematisk og følelsesmæssigt en lidt tung roman, men en stærk personlig og nuanceret skildring af misbrug og afhængighed set gennem en storesøsters øjne.

Susanne Cordes, Vildskabt, Forlaget Grønningen 1, 252 sider, april 2026