Judith Schalansky: Katalog over visse tab
En gennemført vidunderlig, overraskende og original bog. Katalog over visse tab er et lille, tysk mesterværk om ting, der ikke længere er – og hvad det gør ved os som mennesker, at vi lever i en verden hvor forsvinden og tab er en uomgængelig del af vores eksistens.
Det er en roman i 12 lige store kapitler, der hver især tager fat i noget, der er gået tabt for denne verden. De oprindelige religiøse skrifter bag manikæismen. Den kaspiske tiger. Et maleri af Greifswalds havn og 9 andre ting, der ikke findes mere.
Hvert kapitel indledes med en kort beskrivelse af det tabtes eksistens og forsvinden, og derfra bevæger fortællingen sig ud i hver sin historie med større eller mindre forbindelse til det tabte. Det lyder som en syret stiløvelse, men det er meget mere end stil: det er rørende, tankevækkende, poetisk og først og fremmest virkelig godt skrevet.
Katalog over visse tab er en helt enestående roman, der emmer af originalitet, fortællelyst med dybe rødder i historien og menneskets sind. Fra de romerske gladiatorer til en schweizisk skov. Fra månens bagside til en stillehavsø, der er sunket i havet. Det er en roman, der bliver hos sin læser lang tid efter sidste side er vendt.
Jeg kendte ikke Judith Schalansky, men det er helt åbenlyst et forfatterskab, jeg bliver nødt til at dykke ned i.
Judith Schalansky: Katalog over visse tab. 256 sider, Forlaget Palomar. Oversat af Jacob Jonia (som altid fremragende), udkom 25. juni 2026
