// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eva Fretheim: Dronningeland
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Eva Fretheim: Dronningeland

Skrevet af den 28. juli 2026 – 04:43Ingen kommentarer

En kvinde på 42 år findes død bag rattet i en bil, der er kørt ind i en klippevæg. Politiefterforsker Vigdis Malmstrøm får hurtigt en mistanke om, at der er mere på spil end en banal bilulykke. Noget tyder på, at afdøde ikke var alene i bilen. Hun havde ikke sele på, og det fatale kraniebrud er angiveligt ikke forårsaget af sammenstødet.

Med møjsommeligt og grundigt politiarbejde graver Vigdis detaljer frem, sammenstykker og kontakter den dødes omgangskreds og nærmer sig et mere fyldestgørende billede af hændelserne. Og den forbrydelse, som hun er overbevist om er den egentlige årsag til dødsfaldet.

Handlingen udspilles i en mindre norsk by med flere lyssky typer. Der bliver handlet med store gamle amerikanerbiler, et barn er druknet, og en ung kvinde forsvundet. Så der er flere lig i lasten, end kvinden der kørte galt.

‘Dronningeland’ er ikke en roman, der har store armbevægelser, blod og drama. Historien udspilles stille og roligt, og man har god tid til at lære de forskellige personer at kende. En af hovedpersoner har en levende og meget udførlig indre monolog, som forfatteren bruger til at servere antydninger og formodninger. Det fungerer rigtig godt.

Efterforskeren Vigdis Malmstrøm virker også dejlig normal. Her er ingen autisme, alkoholproblemer eller larmende traumer. Hun gør sit arbejde godt, er grundig og ønsker brændende at finde sandheden. Man får et lille indblik i hendes verden uden for arbejdslivet, men der er fin balance, så indkøb, uenigheder med teenagesøn og deslige ikke kommer til at fylde side op og side ned. Alt i alt et rigtig fint bekendtskab, og som der står på bagsiden – ’Første bind i Eva Freitheims prisbelønnede Vigdis Malmstrøm-serie’. Vi glæder os til næste bind.

Eva Fretheim; Dronningeland. Gyldendal, 317 sider. Oversat af Anne Mathiesen, juli 2026.

Der er lukket for kommentarer.