Claus Lembourn: Ildtid
Claus Lembourn kan noget med sproget. Han er selv søn af en dansk far og en tysk mor og voksede op under 2. Verdenskrig. Der var splittelse mellem de to nationale identiteter, som der står på Forlaget Læselysts hjemmeside, og det forstår man godt. Men hvad det har gjort ved en dreng født i 1934 kan man nok ikke sætte sig ind i.
I ”Ildtid” følger vi fire piger i krigens sidste dage. De skal ud af Berlin, før den røde hær kommer. De har hørt historierne om de grusomheder, den bringer med sig, og selvom tiden for dem indtil nu har været alt andet end rar, så er det langt bedre end det, der venter dem.
Og selvom udgangspunktet er grusomt, så sker der noget magisk i disse sidste timer i Berlin. På tværs af skel finder folk hinanden og viser, at selv ud af blodrøde ruiner kan der opstå kærlige forhold.
Lembourns brug af sproget er atypisk, idet han ofte beskriver selv grusomheder med poetiske undertoner. Ikke nok med det; han har succes med det. Det er naturligvis lettere med historiske beskrivelser, men i ”Ildtid” bruger han er nærmest Jørgen Leth’sk sprog i sin dialog mellem mennesker. Det er uprætentiøst og i øjenhøjde. Og det virker. Det får dialogen til at virke ægte – også selvom handlingen helt tydeligt er opdigtet.
Men den helt store styrke i bogen er faktisk alt det, der ikke er med. Det kan lyde lidt underligt, men lad mig forklare. De fleste forfattere bruger ofte meget tid på at beskrive og iscenesætte. Leif Davidsen er et glimrende eksempel på en forfatter, der bruger dette som en direkte virkemiddel – måske nogle gange endda lidt for meget. Det er en smagssag. I ”Ildtid” er der kun et minimum af beskrivelse og iscenesættelse. De få beskrivelser er oftest at finde direkte i dialogen. Det er et godt lille forfattertrick, hvis du gerne vil distancere dig selv lidt fra handlingen og blot vil beskrive, hvordan figurerne opfatter begivenhederne samt de andre figurer, de møder.
Vi er som en moderne drone, der flyver ind og ud af vinduerne hos de fire piger samt et hav af krigens store figurer. Her får vi så et glimt af en dialog, før vi flyver videre. Det er en spændende fortælleform og meget virkningsfuld. Og de 153 sider er derfor også meget hurtigt læst. Det var en god læseoplevelse.
Claus Lembourn: ”Ildtid”, Forlaget Læselyst, 153 sider, udkom juni 2022.
Læs også:
Antony Beevor: Andern Verdenskrig