Susanne Cordes: Jeg udånder spøgelser
Debutroman om liv og død.
Samme uge som fortælleren føder sin lille søn, får hendes mor en terminal kræftdiagnose. Mens hun skal finde en rytme med sin søn, få gang i amning og få skabt en tryg tilværelse for barnet, skal hun også forholde sig til sin mors vanskelige situation.
Det er dog ikke lige til for hende at være en støttende og forstående datter. Vi forstår hurtigt at forholdet er skrøbeligt og kompliceret. Og vi hører om en opvækst med en mor, der godt nok arbejdede som gymnasielærer, men hvis psykiske uligevægt fyldte i hjemmet. Heldigvis er hun på barsel og fleksibel i forhold til at pendle mellem lejligheden i København og forældrenes hjem, men stressende og forvirrende er det.
Vi følger fortælleren i løbet af den vinter, der bogstavelig talt handler om først liv og dernæst død. Med kun en uges mellemrum holder fortælleren først barnedåb for sin søn, for derefter at bisætte sin mor.
Tematisk er romanen i familie med en anden aktuel dansk roman: Man forsvinder ikke bare af Anna Dyhr. Begge romaner har tabet, sorgen, det komplicerede mor/datterforhold, forvirringen, vreden og oplevelsen af at kæresten ikke forstår det, som de bærende elementer.
Der er udkommet flere gode romaner om sorg og tab de senere år og her er link til anmeldelse af et par af dem: Et sted at være mor fra, Til min far, Tænk ikke på mig, Ind i en stjerne, Forsvindingsnumre, Brak, og De nærmeste.
Jeg har læst en del romaner om netop ventesorg, syge forældre, døden, tabet og sorgen de senere år og måske derfor havde jeg lidt en oplevelse af allerede at have læst meget af det før. Det ændrer dog ikke på, at det er en fin og velskrevet roman, især for dig, der ikke allerede har læst de herover nævnte bøger.
“Sorg er et mærkeligt tåget bagtæppe. Det hænger konstant og blafrer bag alting.”
Susanne Cordes (f. 1971) er cand. mag i litteraturvidenskab og har arbejdet som journalist, ghostwriter og forfatter af indhold til podcast og artikler om kvindeliv, køn og kultur. Jeg udånder spøgelser er hendes romandebut.
Susanne Cordes, Jeg udånder spøgelser, Forlaget Grønningen1, 250 sider, Maj 2022.