“Jeg tager i kirke, hvor præsten tilfældigvis taler om sorg fra sin prædikestol. Hun siger, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, men folk siger seriøst så meget”.

Forsvindingsnumre er Amalie Langballes vellykkede og fine roman om sorg. Agnes mister sin mor efter længere tids sygdom. Vi følger Agnes, når hun forsøger at finde tilbage til sit eget liv. Det er ikke let. Det gør ondt at sørge. Det er smerteligt at miste. Det er rigtig fint skildret i romanen.

“Andre mennesker klarer sig og kommer videre, fordi de siger “en dag ad gangen” og mener det, og de tror på, at tiden læger alle sår, men jeg tror ikke på noget, og jeg piller sår åbne konstant.”

Det er en roman om at være alene og om at dyrke voldsom sex – måske for at komme ud af hovedet med alle dets følelser og ned i kroppen for en stund. Det er smerten, når man i begejstring over noget, man vil dele med sin mor, pludselig kommer i tanke om, at hun ikke er der mere.

Romanens forfatter og romanens hovedperson og fortæller har en del til fælles. De begynder begge med A, er fra Fyn, er i midten af tyverne og journalister. Mon forfatteren selv har mistet sin mor? Teksten har i hvert fald en autentisk sårbarhed over sig, der kunne type på at det med at miste en man elsker, er noget forfatteren kun kender alt for godt til.

Romanen veksler mellem rolige almindelige beskrivelser af at se på fugle og mere hektiske grænseoverskridende tekster om sex. Og det kan jeg faktisk godt lide – disse kontraster vidner jo bare om at livet og tilværelsen netop er fyldt af kontraster. Af stort og småt. Af det smukke og det grimme. Det poetiske og det vulgære.

Forsvindingsnumre rummer meget fine reflektioner og tanker om døden. Ønsker man at se sin døde mor i kapellet, når man allerede har set hende død på hospitalet? Vil det gøre nogen forskel at tage afsked med den døde mere end en gang? Ikke for den døde, men måske for den efterladte? Det er ikke til at vide og måske er der heller ikke et enkelt svar.

“Jeg prøvede at kramme urnen, da jeg sad i bilen, men da var det, som om mor allerede var væk. Så gav jeg urnen sele på og kørte hjem.” Åh! Så konkret. Praktisk. Smertefuldt. Meget meget fint skrevet.

Jeg forholder mig primært til indholdet og sjældnere til måden bøger er indbundet på. Men med Forsvindingsnumre bliver jeg nødt til at nævne, at det ser godt ud med det ultra tykke kartonopslag og den lyserøde ryg.

Amalie Langballe, Forsvindingsnumre, 214 sider, Marts 2019, Lindhardt og Ringhof