Jeg græd første gang på side to. Ikke på den måde, hvor man kan mærke, at tårerne presser sig på, og man får kontrol over det, men sådan hvor øjnene løb over uden kontrol, og jeg måtte holde mig for munden og lukke øjnene. Så lukkede jeg bogen og brugte resten af dagen på at tænke over, om det var en bog, jeg kunne holde ud at læse.

Så overbevisende og nærværende er Puk Qvortrups bog. Hun skriver så indlevende og troværdigt og intenst, at oplevelsen er stærkere, end hvis man så det på film. Og selvfølgelig gør hun det, for det er hendes egen historie. Hendes egen tragedie og sorg og overlevelse. Og det er virkelig stærkt.

Da Puk er i midten af tyverne, dør hendes jævnaldrende mand Lasse pludseligt af hjertestop. Han er ude for at deltage i et løb, og mens Puk står hjemme i deres køkken og er ved at gøre klar til deres søns to års fødselsdag, får hun det værst tænkelige opkald. En læge fra Skejby ringer og fortæller, at hendes mand ligger på hospitalet, og at det ikke er godt. Dagen efter dør han. Og hun er desuden gravid i syvende måned med deres andet barn.

Vi følger Puk i tiden efter Lasses død, med alt hvad det indebærer. I en nærmest terapeutisk og selvransagende fortælling udfolder hun forløbet, som hun husker det, og som det føles. Det er på én og samme tid nøgternt og meget følelsesladet. Det er fuldstændig hjerteskærende at læse de sider, hvor hun ligger i sengen med sin døde mand og skal tage afsked, eller dér, hvor hun skal fortælle sin to årige, at far ikke kommer hjem igen. Eller da hun skal føde deres andet barn alene uden ham.

Med sin historie tager hun fat på en masse tabuer omkring sorg, og alle de ting man må eller ikke må, eller bør eller ikke bør som sørgende. Må hun for eksempel også være glad over at være blevet mor igen? Må hun være sur på Lasse over, at han er væk? Må hun tænke på sex? Meget tydeligt står også hele delen omkring, hvem der har ret til at sørge mest. Hvem er det mest synd for, at Lasse er død? Hende, der har mistet sin mand? Deres søn, der har mistet sin far? Hendes svigermor, der har mistet sit barn? De bearbejder sorgen forskelligt, og har mistet noget forskelligt, og det skaber nogle gnidninger.

Jeg er meget imponeret over denne modige og stærke debutroman, og den rammer mig hårdt og direkte i hjertekulen, fordi den minder mig om, hvor meget der er på spil. Jeg læste den i én mundfuld, da jeg først besluttede mig for at gå i gang igen. Jeg kunne ikke lægge den fra mig, og jeg havde brug for at nå frem til dér, hvor Puk mærker livet igen.

Bogen minder på mange måder om Carolina Setterwalls selvbiografiske roman Vi må håbe på det bedste, og om I hvert øjeblik er vi stadig i live af Tom Malmquist, der begge er anmeldt her på bloggen.

Puk Qvortrup, Ind i en stjerne, forlaget Grif, 3. maj 2019, 200 sider.