Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste
Carolina finder sin kæreste Aksel død i sengen en morgen. Han er 34 år. Hun har sovet inde hos deres lille søn om natten, da han vågner tit og skal ammes. Sidst de så hinanden, var til et flygtigt godnat i deres køkken aftenen inden, hvor Aksel sidder med hovedet i skærmen og arbejder. Der var ikke specielt god stemning. Av.
Hvad stiller man op i sådan en situation, med en 8 måneder gammel baby på armen? Det er barsk og hjerteskærende, og bogen starter så stærkt, at man er suget ind i Carolinas liv og sind med det samme. Det er svært at holde ud på hendes vegne.
Vi lærer Aksel og Carolina at kende, da han er død, men forfatteren tager os med på en rejse ind i sin og deres fælles fortid, lige som vi er med på sidelinjen i hendes bestræbelser på at komme videre i livet. Bogen skifter således mellem tiden før og efter hans død.
Hele vejen igennem taler Carolina til sin afdøde partner i du-form. Det er meget stærkt, og det understreger samtidig hendes uafklarede sind – både når det kommer til dem og deres forhold, men også hans død og hele situationen.
Hun er meget selvreflekterende, og det er imponerende, hvordan hun formår at forholde sig relativt objektivt til sig selv og sine irrationelle sider. Hun beskriver, hvordan hun lagde et stort pres på Aksel inden hans død, og den måde hun opsøgte konflikter på og var urimelig i sin stræben efter egne mål i livet – et tempo som Aksel havde svært ved at følge med i og nogle ønsker og drømme, som han havde svært ved at indfri. Hun føler skyld. Måske var det hendes evindelige pres og krav, der endte med at overbelaste Aksel i en sådan grad, at hans hjerte gik i stå?
Det er inspirerende så objektivt forfatteren formår at forholde sig til sin egen situation og opførsel på bagkant. Og som læser skifter du mellem at have enormt meget sympati med hende og samtidig synes, at hun er alt for meget – manipulerende, dominerende og en frygtelig kvinde at leve sammen med. Fx da hun køber et hus, hun gerne vil have, men Aksel gerne vil tænke over. Han skal nok finde ud af, at det er det bedste mener hun. Eller da hun mere eller mindre presser ham til at få et barn, han er ikke er parat til. Men det hele tages ind med det underliggende lag af sorg, man føler sammen med hende. Ingen fortjener at gennemleve sådan et mareridt, og hele hendes situation er kravlet godt og grundigt ind under huden på mig.
Det er en meget personlig og ærlig fortælling om sorg og kærlighed og desperation – og en bog som alle pårørende til mennesker, der mister en meget tæt på, kunne have stor gavn af at læse. Det er modigt. Meget modigt.
Carolina Setterwall, Lad os håbe på det bedste, Hr. Ferdinand, 17. januar 2019, 359 sider.
[…] minder på mange måder om Carolina Setterwalls selvbiografiske roman Vi må håbe på det bedste, og om I hvert øjeblik er vi stadig i live af Tom Malmquist, der begge er anmeldt her på […]