Christine har mistet sin mormor. Og tager hjem til fødeegnen for at hjælpe med alt det praktiske. Her møder hun sine onkler, som hun skal koordinere bisættelse, tømning af bolig og den slags med. Hjemme i Nordsjælland sendes hun på rejse til barndommens land og i takt med at hun finder gamle fotos stykker hun lidt efter lidt familiens fortid sammen.

Først læste jeg denne roman som en meget fin kærlighedserklæring til en netop bortgået mormor, men det er meget mere end det og det med kærlighed til familiemedlemmer kan være en kompliceret størrelse. Jeg læste også romanen som et portræt af en familie og af en barndom. Og det er især skildringen af familiedynamikken og de traumer og hemmeligheder den er præget af, der er det centrale. For ikke at nævne de fortællinger, man fortæller sig selv og hinanden om familien. Det er meget fint skildret og det er svært ikke at blive draget ind i historien.

“Annies mand slog, fordi han følte ting; det måtte vi forstå. Han følte ting, og han følte dem gennem bælter og sko og stof, der blev hårdt gennem luften. Sådan var det. Han havde, hvad de kaldte et “farligt temperament”, men det var mest Annie og drengene, der følte, hvor farligt.”

Citatet herover er direkte og til at forstå. Men der er også en del afsnit med antydninger af, hvad der måske er hændt i familien, her må der læses mellem linjerne og man må være en opmærksom læser og det er meget fint komponeret. Og alligevel får jeg ikke helt greb op, hvad det er der er hændt, som trækker tråde gennem generationer. Men måske er det netop pointen, at jeg som læser skal stilles samme sted som bogens fortæller Christine, der også kun kender sin families historie via brudstykker af hvad hun har hørt og hvad hun har fået fortalt.

Romanen byder på en foruroligende og sorgmodig undertone. Forfatteren fremskriver en stemning, en melodi, der passer perfekt til tematikken. “At være i familie betyder, at man aldrig bliver ladt i fred.”

Jeg har noteret mange citater fra romanen til denne anmeldelse. Fx. “Vi boede et sted med bredde vidder, men ingen veje ud.” Eller “Det tager tre generationer at fordrive en tragedie. Det er så længe, det tager, for at tid ikke gør ondt.” Jeg vil ikke belemre dig med alle citaterne, vil hellere ønske dig god fornøjelse med romanen, læs den endelig, den er på mange måder rigtig rigtig fin!

Brak er Caroline Livingstones debutroman. Hun har tidligere udgivet den selvbiografiske bog Nat i april.

Caroline Livingstone, Brak, People´sPress, Juni 2020, 300 sider.