// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Svetlana Aleksijevitj: Zinkdrengene
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Svetlana Aleksijevitj: Zinkdrengene

Skrevet af den 27. december 2019 – 07:25Ingen kommentarer

I dag er det fyrre år siden at sovjetiske tanks rullede over grænsen til Afghanistan og indledte en ti år lang krig, der endte med nederlag for russerne. Afghanistan viste sig allerede dengang at være en større bid end selv en supermagt kunne bide over.

Krigens første offer er sandheden, og de sovjetiske myndigheder gjorde alt for at skjule sandheden om den fejlslagne krig. Officielt var soldaterne ”internationalister” der skulle hjælpe det afghanske folk og samtidig sikre Sovjets sydgrænse. Reelt var befolkningen på ingen måde interesseret i at blive hjulpet, og krigen var fra start til slut bygget på løgn – herunder løgnen om, hvor mange ofre den egentlig krævede.

Omkring en million sovjetborgere tjente i Afghanistan, og de befandt sig i et helvede, hvor lokalbefolkningen hadede dem, klimaet var ulideligt, det militære og medicinske udstyr var forældet eller ubrugeligt og hvor der hverken var styr på logistikken eller strategien. Oveni kom så den systematiske misinformation i Sovjet og udlandet, og både de udsendte og deres familier lider stadig under følgerne af krigen.

Nobelpristageren Aleksijevitj har igennem mange år indsamlet vidnesbyrd om krigen, og de er samlet i Zinkdrengene – titlen henviser til de zinkkister, som de dræbte soldater blev transporteret hjem i. Det er samme stil som i Aleksijevitjs øvrige bøger Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, De sidste vidner, En bøn for Tjernobyl og Secondhand tid, hvor hun lader de interviewede selv fortælle om deres liv og oplevelser.

I Zinkdrengene møder vi både de overlevende, de sårede og de dræbtes familier. Her er historier om lazaretter uden sterilt udstyr, om at sidde i en tank der kører over en vejsidebombe og om det uendelige smerte, når man modtager beskeden om at ens barn er faldet i krig. Her er også historier om sammenhold og mod, men først og fremmest er det en anklage mod et samfund, der sendte unge mænd i krig med så dårlige forudsætninger, og derefter vendte dem ryggen da de kom hjem igen. Flere af mødrene fortæller, at de måtte bruge hele deres opsparing for at deres søn kunne få en gravsten!

Zinkdrengene er rystende læsning, et slag i ansigtet på Sovjetmagten for al dens hensynsløshed og inkompetence. Det er fortællingen om en supermagt, der ikke længere hænger sammen, og om de små mennesker, der kommer i klemme når store mænd kaster terninger hen over landkortet. Et kor af ulykkelige stemmer, der synger den tabte krigs sang. Det er velskrevet og rørende, sørgmodigt og vredt. Kort sagt, verdensklasse fra Aleksijevitj.

Eneste anke mod dette fremragende stykke verdenslitteratur er de ikke færre end 108 fodnoter, som skæmmer læsningen. Hovedparten af dem var totalt ligegyldige og kun forstyrrende. Skær venligst ned på det en anden gang, tak.

Svetlana Aleksijevitj: Zinkdrengene. 384 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Jan Hansen, 2016