Sovjetmennesket. Denne særlige karakter, der kunne overleve alting – krig og sult og Gulag –men som blev efterladt på historiens mødding, da supermagten på forbløffende kort tid brød sammen og efterlod en håndfuld nye nationer og utallige folkeslag, der skulle genopfinde sig selv og meningen med livet på ny.

I nobelpristageren Svetlana Aleksijevitjs virkelig fremragende og tankevækkende Secondhand-tid får sovjetmennesket stemme. I mere end 20 år har forfatteren interviewet almindelige mennesker om deres liv efter Sovjets sammenbrud. Hvilke konsekvenser fik sammenbruddet for deres liv? Hvad tænkte de? Hvordan husker de Sovjet, og hvordan ser de fremtiden?

Fortælling efter fortælling, menneske efter menneske træder ind på Aleksijevitjs scene og giver deres lille beretning. De er her alle sammen. De tidligere lejrfanger. Dissidenterne. Partisoldaterne. Dem, der læste Solsjenitsyn i smug og dem, der trivedes i Sovjet. Dem, der gik på gaden for at forsvare Jeltsin i ’91. Dem, der blev hjemme og så Svanesøen på de officielle tv-kanaler. Dem, der kæmpede i mod og dem, der tilpassede sig regiment. Fra hver deres perspektiv fortæller de om at leve i et land, i en verden, der er brudt sammen.

De er forbløffende usentimentale om deres fortid. De bilder sig ikke noget ind om kommunismen. De kender godt lejrene. Mange af dem havde familiemedlemmer, der var der. De husker manglen på varer. De overfyldte lejligheder, vareknapheden og angsten for det hemmelige politi. Det kommunistiske paradis var ikke et rart sted at være. Alligevel længes de hjem. Hjem til Sovjet.

Tilbage til dengang, livet gav mening. Hvor Sovjetmennesket blev opdraget – optugtet – til at tænke på andet end forbrug. Til at drømme om en bedre fremtid. En fremtid, kommunismen ikke kunne levere, men som kapitalismen heller ikke har givet dem.

Ja, der kom jeans i butikkerne, men de fleste har alligevel ikke råd til at købe dem. Det kommunistiske diktatur blev afløst af mafiaens diktatur. Mennesker, der har arbejdet hele deres liv, troet på deres ledere og bøjet nakken i fattet tro på partiet, blev pludselig kastet ud i en utøjlet kapitalisme, som de var fuldstændig uforberedte på. En kapitalisme uden værdier, hvor kun de stærkeste overlever, bogstaveligt talt, for sammenbruddet ramte alle dele af det sovjetiske samfund, herunder politi, lov og orden. Som en af stemmerne siger: “øksen overlever sin ejer.” Der er altid en, der vil videreføre volden, og det tidligere Sovjet er et gennemgående voldeligt land.

Som det hedder i Secondhand-tid: Rusland er et land, hvor alt er forandret på 5 år, men intet forandrer sig på 200.

Det er tankevækkende, at de mange stemmer mest af alt savner formål. At være en del af en stor nation, en man kunne være stolt af. Igen og igen kredser de – mænd, kvinder, gamle og unge – om det tab, de led da de gik fra at være SOVJETUNIONEN, en supermagt, dem der knækkede nakken på Hitler, et land fjenderne var bange for, til at blive Rusland. Næsten et uland, mærket af kriminalitet, borgerkrige i periferien, fattigdom, et land ude af stand til at sætte sig i respekt internationalt. De føler det som et tab. Sovjet var et land, der valgte at producere våben fremfor gryder. Det accepterede de, for så havde de i det mindste våbene. Nu er der intet tilbage. Det er der kommet siden, og i Secondhand-tid foregriber på sin vis opbakningen til Putin: længslen efter den stærke mand, drømmen om igen at være et stort land. Rusland har brug for en tsar, siger en.

Aleksijevitj er mesterlig til at sætte de mange, små personlige vinkler sammen til et større billede. Secondhand-tid er til tider uendelig grum, små menneskeskæbner der knuger hjertet. Den er undervejs så grum, at jeg nogen gange måtte lægge bogen fra mig og sunde mig lidt. Men kun kort, for jeg var nødt til hastigt at læse videre. Om en tidligere lejrfange, der savner Stalin. Om en stikker med samvittighedsnag. Om den hjemløse kvinde, der mistede sin lejlighed til bøller og om den kvindelige politibetjent, der måske og måske ikke begik selvmord i Tjetjenien og kom hjem i en våd kiste. Hver lille fortælling sætter sig i erindringen.

Secondhand-tid er et rystende indblik i almindelige menneskers hverdag i de tidligere Sovjetrepublikker i 90’erne og 00’erne. Men det er mere end en historiebog. De mange stemmer fortæller en almenmenneskelig historie om det tab af mening, der rammer en nation og et folk, når den gamle verden forsvinder og den nye ikke har plads til dem. Secondhand-tid er ikke en bog, man hurtigt lægger fra sig, og den kræver ens fulde opmærksomhed. Men det er fremragende litteratur af den slags, man aldrig glemmer.

Secondhand-tid er sidste del af trilogien Utopiens stemmer om Sovjetmennesket. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt var den første og den anden er Zinkdrengene (som jeg desværre endnu ikke har læst endnu. Det kommer!)

Svetlana Aleksijevitj: Secondhand-tid. Forlaget Palomar, 545 sider. Oversat af Tine Roesen, 2016