Helga Flatland: Så gør vi sådan
Så gør vi sådan, når vi vasker vort tøj, stryger vort tøj, ja når vi gør det ene eller det andet. Ordene fra børnesangen ligger som en tydelig underlægningsmelodi til romanen af samme navn Så gør vi sådan, og hvor er der mange ting, vi i livet bare gør, fordi det gør man.
Helga Flatland tager os med til byen Skien i Norge, hvor et skoleorkester bliver omdrejningspunkt for forhutlede relationer, bristede drømme, og hvor livet slår sprækker, ja, stedet hvor det bliver svært at finde den fælles melodi.
Orkesteret står overfor forandringer, da de skal flytte øvelokale, og det er, som i mange andre sammenhænge, også meget svært at finde frivillig hjælp til det ene og det andet, da folk synes at have nok i deres eget, og det er derfor svært at holde sammen på selve orkesteret.
Ebba, som er dirigent, kan ikke rigtig svinge taktstokken mere, alle synes i hvert fald at gå deres egne veje. Hendes egen familie er ved at gå i opløsning, manden fader lidt ud, og døtrene kæmper med at få deres egne forhold til at hænge sammen.
Svigersønnen Anton kæmper en brav kamp for at holde sit temperament i hævd, men det er svært, nu hvor han også skal kæmpe om forældremyndigheden.
Skoleorkestrets blæksprutte og Ebbas vin-veninden Birgitte kæmper med og mod overgangsalderen, og hun synes, hun er ved at gå i et med tapetet, og orker ikke at høre på manden, som hele tiden er ih åh så positiv. Det lille trekløver finder trøst hos hinanden, krydser klinger og misforstår diverse signaler, så det hele til sidst eksploderer om ørerne på dem.
Alle disse ingredienser såsom magt, afmagt, kærlighed, familie og relationer puttes så på fin Helga Flatland manér ned i den store gryde, også står den ene mere tåkrummende episode efter den anden ellers på spring. Det hele koger over, da årets orkestertur går til Danmark, hvor alle relationer, moraler og normer udfordres. ”Det er jo fabelagtigt, når vi tænker over det, disse mekanismer, som vi kalder følelser, hvordan de utrætteligt arbejder for at tolke og omsætte, beskytte og forsvare, gøre det uhåndterlige håndterligt. Det er lige til at blive religiøs af. Men religiøs bliver Birgitte ikke, tværtimod, hun har for første gang i sit liv opdaget raseriets overlegne egenskaber.”
Så gør vi sådan er skrevet med en kæmpe portion humor, og Helga Flatland har en evne til at ramme lige på kornet. Det er skarpt, sjovt og rummer en vis realitetsnerve.
Bogen får de varmeste anbefalinger med ud i sommeren.
Helga Flatland, Så gør vi sådan, oversat af Lotte Kirkeby, Turbine, 2026, 312 sider.
