// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jakob Ellemann-Jensen: Udvalgte kolbøtter
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jakob Ellemann-Jensen: Udvalgte kolbøtter

Skrevet af den 18. juli 2026 – 06:14Ingen kommentarer

Det var lidt af en overraskelse at læse Jakob Ellemanns erindringer. Ikke så meget for den historiske gennemgang af hans liv og bedrifter hidtil, som mestendels er historier, man har hørt flere gange før, hvis man er det mindste politisk interesseret. Men fordi han også kommer med en række politiske og værdimæssige budskaber i bogen og stort set intet af det, han beskriver, er, set med mine øjne, i kongruens med partiet Venstre. Hverken når han taler landbrug eller ligestilling kan jeg som læser få det til at passe med partiet Venstre.

Og det er positivt ment. Jakob Ellemann fremstår progressiv, moderne og liberal – i stik modsætning til sit tidligere parti. Og deri har vi måske svaret på, hvorfor det gik som det gik med ham og Venstre?

Bogen starter som forventet. Det giver mening, at man i den her erindringsgenre starter helt tilbage fra da Ruder Konge var knægt, men den indledende slægtshistorie bliver lidt lang. Det er tydeligt, at det er hans behov at have det hele med.

Kapitel 3 med titlen ”Barndommens skygger og solskin” bliver også en lidt rodet omgang af slægtshistorie, opvækst, faderens politiske karriere, referencer til Fukuyama og en række filosofiske betragtninger om nutid og fremtid.

Nogle steder bliver sætningerne også mere end 10 linjer lange med den ene indskudte sætning efter den anden. Ellemann er en rigtig god fortæller, og man hører tydeligt hans tone og stemme gennem hele bogen, men det bliver lidt langhåret nogle steder.

Bogen indeholder også nogle steder lidt (hjemmelavede) semantiske fortolkninger af forskellen på tvang og pligt, som giver et godt billede af, at selvom Ellemann er progressiv, så er der også lidt konservatisme i ascendanten.

Jeg nød at læse bogen, og jeg fandt den interessant. Ellemann fremstår helt anderledes sympatisk, når han får lov til at formidle selv og ikke er underlagt en partiloyal taktstok.

Og han er virkelig en god historiefortæller. Vi får nye vinkler på historier, vi har hørt før, for eksempel det famøse møde på Comwell, hvor Løkke gik ud ad bagdøren og hele perioden med instrukskommissionen og Inger Støjberg.

Bogen er til dig, der er politisk interesseret – uanset partitilhørsforhold. Kunne du lide Søs Marie Seerups Vind eller forsvind om Venstres sammenbrud, vil du også finde denne her interessant.

Det er oplagt læsning til din sommerferie.

Jakob, Ellemann-Jensen: Udvalgte kolbøtter, forlaget 28b, maj 2026, 286 sider.

Der er lukket for kommentarer.