26. april 1986 er for evigt skrevet ind i verdenshistorien, selvom kun ganske få vidste det på den skæbnesvangre dag. De sovjetiske myndigheder valgte nemlig at holde det hemmeligt, at en eksplosion rev taget af reaktor fire på Tjernobyl-værket i den daværende sovjetrepublik Ukraine og sendte radioaktivt materiale fra reaktorens nedsmeltning direkte op i atmosfæren.

Tjernobyl fik vidtrækkende konsekvenser. I Sverige måtte rener slås ned, utallige lande traf forholdsregler for afgrøder det forår og nogle mener endda, at ulykken var med til at bringe Sovjetunionen til fald. Men allerværst gik det naturligvis ud over de mennesker, der boede og levede i atomkraftværkets nærhed – dem, der blev fordrevet fra deres hjem og dem, der satte liv og førlighed på spil for at rydde op efter ulykken.

Det er de mennesker, Svetlana Aleksijevitj har givet stemme i Bøn for Tjernobyl.

I tre år rejste Aleksijevitj rundt i områderne omkring Tjernobyl for at indsamle menneskelige vidnesbyrd om ulykken og dens følger. Aleksijevitj er hviderusser og mange af fortællingerne stammer herfra. Selvom Tjernobyl ligger i Ukraine, ramte katastrofen i stort omfang det nærliggende Hviderusland, hvor 22 % af jorden blev forurenet.

De mange vidnesbyrd bliver præsenteret med deres egne ord, enten i grupper eller som monologer. Og de er rystende.

Her er historierne fra dem, der så atomkraftværket brænde fra deres altan og ikke anede, at de befandt sig lige i vindretningen. Fra de såkaldte likvidatorer, der ryddede op efter ulykken og bagefter led forfærdeligt. Fra likvidatorernes ægtefæller, der fortæller om hvordan det er, at se sin elskede dø en langsom, frygtelig død af strålesyge. Her er historierne fra dem, der blev evakueret – og fra dem, der valgte at vende tilbage til zonen, det forbudte område. For hvad skulle de ellers stille op?

Det er hverdagshistorier om at sætte kartofler, selvom man har fået at vide, at landsbyen evakueres næste dag, og det er de rædselsfulde øjeblikke i helikopterne over Tjernobyl, mens man forgæves forsøger at slukke den dræbende brand. Det er fortællingen om den dag, bierne døde. Og om de mennesker, der måtte slå hundene ihjel, da menneskene havde forladt zonen. Her er beretningerne om de unge mænd, der blev sendt til atomkraftværket uden beskyttelsesudstyr og om kvinderne, der efterfølgende fødte vanskabte børn.

Tjernobyl er verdenshistoriens største atomkatastrofe, og omfanget og konsekvenserne er stadig omdiskuteret. Der er mange, der har interesser i at tale katastrofen op eller ned – men få, der har haft Aleksijevitjs tålmodighed til at få historien fortalt af dem, der oplevede den.

Det er bogens helt styre styrke, at Aleksijevitj lader menneskene selv fortælle deres historier, præcis som hun tidligere har gjort i værker som Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, De sidste vidner og Secondhand-tid. Det er en stil, der har givet hende nobelprisen, og det er meget, meget fortjent. Bøn for Tjernobyl er en rystende bog, netop fordi den fokuserer på det menneskelige og ikke på teknikken og årsagen til ulykken. Den er der så mange andre, der har skrevet om.

Svetlana Aleksijevitj er en af verdens absolut mest interessante forfattere, og har du ikke læst noget af hende endnu, så er Bøn for Tjernobyl et godt sted at starte. Så får du helt af dig selv lyst til at læse resten af hendes forfatterskab.

Svetlana Aleksijevitj: Bøn for Tjernobyl. 352 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Katja Hansen Volkova, 2018