Luke Daly-Groves: Hitlers død
Konspirationsteorier har vi også masser af i dag. Blot for at nævne nogle få, så er der mange mennesker som tror på, at USA’s regering stod bag 9.11-angrebet, og at prinsesse Diana blev myrdet af den engelske efterretningstjeneste, fordi hun angiveligt var gravid med en ikke-kristen mand. Helt aktuelt har vi påstande fra USA om, at det slet ikke var russerne, men derimod Ukraine som blandede sig i det seneste præsidentvalg.
Det kan synes vanvittigt, at mange mennesker tror på teorier, som virker virkeligt utroværdige. Men de er der, og bliver ved med at dukke op. En gængs forklaring på deres tiltrækningskraft er, at verden opleves som modsætningsfuld og fragmenteret, og at der er masser af begivenheder, vi ikke selv er herrer over. Det giver usikkerhed og en trang til klarhed. Her leverer konspirationsteorierne en bekvem fortælling, ofte med afsæt i at der hemmelige og magtfulde organisationer, der handler i det skjulte og trækker i trådene for at nå et bestemt mål – og som regel er det ikke en god sag, der kæmpes for. Det kan man læse meget mere om i Ole Retsbos fine lille bog ‘Konspirationer’.
Der er selvfølgelig også mange myter og konspirationsteorier om 2. verdenskrig, og en af dem omhandler Hitlers død. Begik han virkelig selvmord, eller undslap han ragnarok ved at smutte forbi de fjendtlige russiske styrker og redde sig ud af Berlin? Det hævder et utal af avisartikler, dokumentarer og hjemmesider, og de første rygter begyndte allerede at cirkulere kort tid efter krigens afslutning. Der er forsket i det, og selv seriøse historikere argumenterer for, at der ikke med 100% sikkerhed er ført bevis for, at Hitler tog sit eget liv. Historikeren Luke Daly-Groves har sat sig for én gang for alle at mane rygterne og myterne i jorden. Hans arbejde startede som et bachelorprojekt og blev siden udvidet med yderligere studier på kandidatniveau.
Daly-Groves gennemgår de mest sejlivede af teorierne, og tager flere historikere under luppen. Han går grundigt til værk – der er kildehenvisninger på næsten hver anden linje, og påstandene om Hitlers overlevelse bliver dissekeret en efter en. Det er vanskeligt at være i tvivl om, hvad de allerfleste tager som en selvfølge; at Hitler begik selvmord sammen med sin ægtefælle få dage før Berlin faldt, og at ligene blev brændt. At nogle tvivler hænger naturligvis også sammen med, at man kan have politiske motiver for at holde rygterne om Hitler i live. Det er en vinkel på konspirationer, som Daly-Groves også fint kommer rundt om.
Luke Daly-Groves: Hitlers død. Turbine, 278 sider. Oversat af Tommy Heisz