Jens Robdrup: Zeppeliner – Da krigen blev luftbåren
Dette må være definitionen på ’en smal bog’. Og dog. Scenariet bliver nemlig nok ikke større, og der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at de såkaldte zeppelinere i en årrække fik folk til at tabe både næse og mund.
Vi taler om luftskibe, som i dag blot er historie, men som en overgang så ud til at kunne få stor betydning for udfaldet af 1. Verdenskrig.
1. Verdenskrig gav debut til en længere række våben og redskaber. Det var eksempelvis her, vi i større udstrækning først så deltagerne anvende maskingeværer, ubåde, kampvogne, giftgasser og flyvemaskiner. Men det var også her, vi først mødte zeppelinere. Det betød, at krigen flyttede sig fra slagmarkerne og ind i byerne og folks egne hjem.
Det gav egentlig god mening. Knuser du moralen hos befolkningen bag en krigsstyrke, så øger du markant dine chancer for at vinde krigen. Det er et faktum, vi især har set gælde i Vietnamkrigen, som sluttede i 1973 – en krig hvor USA stort set vandt samtlige slag – men tabte krigen på grund af den hjemlige modstand. I 1. Verdenskrig så det ud til, at netop zeppelinere kunne få sådan en betydning, da de havde mulighed for at kaste bomber i massevis ned over større byer.
Men zeppelineren overlevede ikke. Så hvad skete der? Og hvem var egentlig denne grev von Zeppelin, hvis familie lagde navn til det, man i en kort årrække troede skulle blive århundredets krigsmaskine? Og hvilken betydning fik den tyske zeppelinerbase i Tønder for danskerne?
Er du en læser, der interesserer dig for, hvad der i disse dage sker omkring dig i verden, kan det måske være svært at skulle forholde sig til en tekst fra Jens Robdrup, der også er manden bag ”Kejserens grønne klæder”. I den bog gør han det klart, at han er én af de tilbageværende, der kategorisk afviser det, langt de fleste kalder relevant fakta og videnskab om klimaændringer. Der er en slags dyrkelse af ’det særlige’. Men hvor det i ”Kejserens grønne klæder” nærmest udstiller ham som en landsbytosse, så er det faktisk noget, vi kan få glæde af her i ”Zeppeliner”. I den store, brede verdenshistorie spiller zeppelineren nemlig ikke nogen stor rolle. Men når agendaen er at dyrke det særlige, så har du her muligheden for at lære noget helt ny og gå i dybden med dette emne – og det er faktisk en gave. Jeg lærer i denne bog ting om zeppelinerne, som jeg aldrig tidligere har hørt eller læst mig til.
Bogen er krydret med en lang række historiske meget interessante fotos. Sproget er plastret til med passiver og verbalsubstantiver, hvilket gør den meget tung og trættende at læse. Men indholdet er spændende. Så må vi overleve de altid svære skift mellem datid og nutid og de enkelte stavefejl.
Den helt store gave i bogen er de mange beretninger fra de mennesker, der selv deltog i de medrivende handlinger, hvor zeppelinere var indblandet – måske især de store angreb på England, hvor op til tyve zeppelinere deltog for at sønderbombe de engelske byer.
Jens Robdrup: ”Zeppeliner – Da krigen blev luftbåren”, Forlaget Veterania, 242 sider, udkom marts 2019.