Hungerhjerte er eddermame stærke sager og jeg blev helt ked af det undervejs i læsningen! Og det skal forstås positivt, man ved nemlig at litteraturen sejrer, når læseren bliver ramt af følelser.

Karen Fastrups sjette roman Hungerhjerte har været i handlen i nogle måneder nu, og mange har taget pænt imod den. Det forstår jeg godt! Der er tale om en af de bedste romaner jeg længe har læst (og jeg læser immervæk en del). Hungerhjerte er autofiktiv og måske fordi jeg ved, at en ægte kvinde af kød og blod og følelser og sårbarhed står bag, blev jeg med det samme suget ind i den vigtige fortælling. For det er en vigtig fortælling. En fortælling om noget af det vi ellers ikke taler så meget om; nemlig psykisk sygdom.

Romanen første sætning lyder: “Jeg kan ikke trække vejret, siger jeg til psykiateren”. Så er vi ligesom i gang. Romanens fortæller Karen er ankommet til en akutmodtagelse på en psykiatrisk afdeling. Hun har kort forinden truet sin kæreste med en stor køkkenkniv. Men har ikke selv nogen erindring om det. Vi følger Karen i perioden op til indlæggelsen, under indlæggelsen og perioden efter indlæggelsen. Og vi rejser med tilbage til hendes opvækst. Det fungerer rigtigt godt at zappe frem og tilbage.

Gradvist falder flere brikker på plads. Det er måske ikke så sært, at Karen med den opvækst hun har haft, er mere sårbar end de fleste: “Udfaldene kommer som regel uden varsel, og jeg bliver så forskrækket, at jeg mærker det omkring endetarmsmuskulaturen; jeg er bange for, at tarmen begynder at tømme sig, mens jeg sidder der i havestolen.” Karen er netop igen blevet overfuset af sin far. Den far der ofte irettesætter, ydmyger, og får Karen til at føle sig helt forkert og fylder hende med skam og utilpashed.

Det kræver mod at skrive en roman som Hungerhjerte. “Jeg har fucking fejlet det allervigtigste sted: Jeg har ikke kunnet sørge for mit barn.” Romanen giver et interessant og medrivende indblik i det syge menneskes sind. Det er barsk læsning. Men også opløftende læsning. For lige så sort og mørkt det kan være på toppen af angsten, lige så lyst og levende kan det blive igen, når man får den rette hjælp til at finde sig selv og livet igen.

Hungerhjerte er også en fortælling om kærlighed, forelskelse, begær og parforhold. Romanen er velskrevet og godt fortalt. Hånden på hjertet, jeg var bekymret for om romanen ville være en afsenderorienteret appellerende dagsbogsfortælling, men det er den på ingen måde! Det er en fremragende roman. Jeg er meget begejstret for Hungerhjerte og er glad for at Karen Fastrup har fundet tid til at skrive romanen mellem alle de romaner, hun har haft travlt med at oversætte de seneste år.

Hvis du kunne lide Indigo af Vita Andersen og Den, der lever stille af Leonora Christina Skov må du ikke gå glip af Hungerhjerte. De tre bøger taler sammen.

Karen Fastrup (f.1967) debuterede i år 2000 med Brønden. Hungerhjerte er hendes sjette roman. Hun har læst Litteraturvidenskab og gået på Forfatterskolen. Hun er flittig oversætter af svensk, norsk og engelsk litteratur, har blandt andet oversat En moderne familie, Mor om natten, Vær god ved dyrene, Arv og miljø.

Du har mulighed for at høre Karen Fastrup fortælle om Hungerhjerte til forskellige arrangementer, tjek kalenderen på hendes hjemmeside. Bogblogger.dk får besøg af Karen Fastrup i januar, hold øje med Facebook og Instagram for dato og billetter. Vi glæder os meget!

Karen Fastrup, Hungerhjerte, Gyldendal, September 2018, 276 sider.