“Min mor var toogtredive, da jeg blev født. Put hende op igen, sagde min mor, jeg vil have en dreng.” Med sådan en velkomst er det alt andet end let og lykkeligt at være barn.

Vita Andersen har skrevet en fremragende roman om sin barndom. En barndom med en psykisk syg mor, der ikke kan tage vare på et barn. En barndom med skiftende opholdssteder. På børnehjem. Hos familie. Hjem til mor. Og forfra igen. Bogen byder på en del gentagelser, har jeg ikke læst dette en gang, tænker læseren? Det forstærker den klaustrofobiske oplevelse Vita må have haft, når hun uden indflydelse på eget liv gang på gang flyttes et nyt sted hen. Gentagelse på gentagelse. Hendes barndom er en lang gentagelse af begyndelser.

“Der er lange perioder i min barndom, hvor jeg ikke ved, hvor jeg har boet. Hvem passede mig. Hvordan var de mod mig. Hvordan jeg kom derhen. Hvem som hentede mig igen. Jeg kommer ikke fra noget bestemt sted.”

“Når man er barn, bliver man nødt til at leve det liv, man får serveret. Jeg vil gerne af med min barndom, så jeg bliver fri for den. Særligt om natten plager den mig.”

Kun få voksne spørger Vita, hvad hun vil, hvad hun ønsker, hvad hun kan lide. Kun få møder hende hvor hun er, med de behov og ønsker hun har. Barnet Vita er fanget i en verden af voksne med skiftende regler og krav. Kun hos sin onkel er hun glad. Hos onkel må hun læse i bøger, og holde ham i hånden, når de går tur. Hos onkel var “der en nærhed hævet over tid og sted.” Vita har få lykkelige minder fra sin barndom. “Hvis der er nogen (lykkelige minder), så er det årene med min onkel. Han ophævede min mors mørke.” Men her får hun selvfølgelig heller ikke lov til at blive.

Romanen er ikke kronologisk opbygget, men derimod bygget op om de steder hvor Vita har ophold. Det forstærker læserens oplevelse af uro og utryghed, at vi som læsere ikke altid ved hvor vi er i tid og sted. Som Vita må vi følge med, uden at have kontrol.

Indigo er barsk læsning! Hurtigt blev jeg fanget af det enkle sprog og den alvorlige og knugende fortælling. Det handler om svigt og det handler om grundlæggende mangel på kærlighed og omsorg. Ikke kun svigt fra den psykisk syge mor, men også svigt fra det samfund, der sender hende på børnehjem, og svigt på de skiftende børnehjem, hvor hun opholder sig. Det er let at føle med pigen Vita, der fortæller nøgternt og uden klynk. Hendes kritik af de voksne er helt på sin plads!

Vita Andersen brød igennem med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner i 1977, som vist nok er den bedst sælgende digtsamling nogensinde, kun overgået af Yahya Hassans digtsamling i 2013. Hun har også udgivet børnebøger, noveller og romaner og vundet flere priser. Vita Andersen skriver om livet, om mennesker og hverdagen i et forståeligt sprog. Jeg kan rigtig godt lide det!

Vita Andersen, Indigo, Rosinante, November 2017, 352 sider.