Vigdis Hjorths nyeste bog Arv og miljø, har skabt en masse medieomtale i Norge. For selvom hun har udgivet over 20 romaner, har hun med Arv og miljø sat gang i en debat om, hvorvidt historien er Vigdis egen eller ren fiktion.

Bergljot er den ældste af familiens nu 4 voksne børn. Hun har ikke været i kontakt med sin familie i mange år. Som lille blev hun misbrugt af sin far, men i stedet for at få hjælp af sin familie, blev det tiet ihjel. Hun er altid blevet beskyldt for at være familiens sorte får og uden grænser. Og historien om farens overgreb, blev tolket som endnu en måde, hun søgte opmærksomhed på.

Storebroren Bård har også et anstrengt forhold til forældrene. Så da de vælger at lade de to yngre søstre Astrid og Åsa arve familiens to sommerhuse, deler det familien i to. Bård føler sig snydt, og mener husenes værdi er større end den arv han og Bergljot skal dele. Han mener, at de bør kompenseres for deres hårde barndom, og starter en kamp om at få omstødt testamentet. En strid, som får alle familiens skeletter ud af skabet.

Arv og miljø er en fortælling om en umulig forsoning. Hvor års fortielser og anklager, har sat sig i familiens historie, så de er blevet til sandheden. En historie, hvor de to ældste søskende kun er ude på at skabe splid i familien. Hvor den forfærdelige sandhed ikke er til at udholde, og derfor nemmere at ignorere.

Vigdis Hjorth gentager sig selv flere gange gennem bogen. Som var det tilfældige tanker, der skulle ud og nedfældes på papir, før de forsvandt. En noget banal og ligefrem skrivemåde, der irriterede mig meget i starten. Det var dog lige indtil, det gik op for mig, at det var for at vise os Bergljots sindstilstand. Hendes behov for at få det usagte sagt. Hvis ordene blev nedfældet hurtigt, ville det være for sent at trække dem tilbage. Og her var det, at bogen greb mig i så høj en grad, at jeg ikke kunne rejse mig, før sidste side var vendt.

Vigdis Hjorth: Arv og miljø, Turbine, 332 sider, april 2017