“Jeg har aldrig selv hørt min mor skrige. Tværtimod har min mors smerte siden min tidligste barndom snarere haft form af en stille implosion, et sort hul, der truede med at suge alting til sig. (…) De voksne kaldte min mors tilstand for depression, og fra jeg var fem år oplevede jeg hende blive kørt væk, når hun skulle indlægges på psykiatrisk hospital. Senere så jeg hende med årene synke opgivende og apatisk ned i tilstanden, mens hun igen og igen appellerede til os andre om at redde hende.”

Sådan starter Peter Øvigs eminente selvbiografiske bog “Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon”. En meget stærk, meget personlig og meget modig bog, der sublimt sætter ord på at være barn af en psykisk syg mor – og på selv at være psykisk syg. En bog, der gør op med tavsheden omkring psykisk sygdom i et dokumentarisk vidnesbyrd, der er næsten lige så sort som bogens forside.

Da Øvigs mor dør i 2016, beslutter han sig for at skrive en bog om hende. Hans plan er nøgternt at undersøge morens liv og årsagerne til hendes depressioner. Han opsøger og interviewer sin mors barndomsvenner, naboer, nærmeste familie, familielægen og psykiatere. Han beder om aktindsigt i morens journaler fra de psykiatriske hospitaler, hun var indlagt på gennem hele hans barndom.

Peter Øvig er uddannet journalist og især kendt for sine kulegravende værker om Blekingegadebanden, BZ-bevægelsen og hippierne. I bogen “Min mor var besat — da jeg mødte depressionens dæmon” kulegraver Øvig sin egen og ikke mindst sin mors psykiske sygdom. Med en meget sober og dokumentaristisk tilgang til emnet, dykker Øvig ned i sin mors barske sygdomshistorie med sig selv som vigtigste øjenvidne.

Set udefra var Peter Øvigs mor, Ellen, en nydelig og ordentlig kvinde, der bagte boller, smurte madpakker og holdt børnefødselsdage. Hans far var sygehusdirektør, og alt synes at være i skønneste orden i det velholdte parcelhus ved Århus. Men bag facaden var det hans mor dagsform, der styrede dagens agenda. Hun kunne forvandle sig fra mor til et såkaldt monster, som Øvig beskriver det. Et monster med et hårdt blik, som udelukkende bebrejdede og skældte ud. Der var ikke overskud til kærlighed. Til gengæld måtte børnene lægge øre til, hvor svært og hårdt det var at være mor for dem. Som børn skrev deres mor blandt andet en seddel til dem med ordlyden: “Alting er gået helt anderledes, end jeg havde forventet. Det er så svært at være mor til jer to.” Psykisk sygdom var ikke noget, man talte om, og Peter og hans søster fik aldrig hjælp eller støtte fra hverken deres far, myndighederne eller den øvrige familie. I stedet trak de sig følelsesmæssigt fra deres mor, som de kom til at hade.

I et gribende og hudløst ærligt dobbeltportræt beskriver Øvig depressionens uhyggelige væsen og ubærlige smerte oplevet både udefra og indefra. Øvig lider nemlig også selv af depressioner, og mens han skrev den barske historie om sin mor, brød han sammen og fik en meget voldsom depression, og måtte indlægges på en lukket psykiatrisk afdeling. Her bestod behandlingen blandt andet af de elektrochok, som Øvig i tidligere bøger og artikler har opponeret stærkt imod. En kritik og modstand som nærværende bog nuancerer og perspektiverer.

Der udfoldes en uendelig trist historie om svigt og savn og om en dybt ulykkelig og meget syg kvinde, som kæmpede en benhård og umulig kamp for at holde sin familie kørende på trods af sin sygdom. Interessant er det, at morens sygdom sættes ind i en kulturhistorisk sammenhæng, og bliver dermed et vigtigt stykke Danmarkshistorie om den generation af kvinder, der trods begavelse og drømme blev husmødre, før kvindekampen slog igennem. Og om de børn, der voksede op i et miljø, hvor de borgerlige normer ofte var vigtigere end børnenes trivsel.

Peter Øvigs bog er et hamrende vigtig, meget stærkt og dybt vedkommende vidnesbyrd om, hvor vigtigt det er, at vi åbent taler om psykisk sygdom og dens konsekvenser for både patienter og pårørende. Dobbeltportrættet af mor og søn, giver en sjælden indsigt i depressionens komplekse væsen, og gør kærkomment og modigt op med fortielsen om og tabuiseringen af det syge sind. Bogen er ikke blot relevant for psykisk syge eller deres pårørende – den sætter helt nye perspektiver på, hvordan psykisk sygdom bør omtales i den offentlige debat.

Jeg vil gerne rette en dyb tak til Peter Øvig for at have både mod og vilje til at fortælle en så personlig og tung historie, som forhåbentlig vil dæmme op for stigmatisering af psykisk syge. Sammen med bøger som for eksempel Karen Fastrups autobiografiske roman “Hungerhjerte”, er “Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon” en milepæl indenfor litteratur om psykisk sygdom. Læs den!

Peter Øvig: Min Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon, Gyldendal, 8. maj 2019, 320 sider.