’Få styr på madmyterne’, skriver forlaget i sin pressemeddelelse til bogen ”100 myter om mad”, og det er meget dækkende for det, du får, når du læser bogen. Og så alligevel. Godt skrevet, men ikke helt rigtigt. For lige meget hvor dygtig en kok du er, og hvor meget du bryder myterne ned, så er der altså stadig enkelte ting, der virker for nogle mennesker men ikke for andre. Så på den måde er bogen ikke nødvendigvis en facitliste men mere en god rettesnor.

De to forfattere er ganske kyndige i biologien og det molekylære omkring mad og ingredienser. Således har Sara Juul Østergaard en kandidatgrad i Molekylær Ernæring og Fødevareteknologi, mens Marianne Zangenberg Lynggaard har en kandidatgrad i Human Ernæring. Det lægger lidt vægt bag ordene, når rådene handler om, hvordan maden ter sig, holdbarhed, resultater af ændrede pakkemetoder med mere.

Tag nu eksempelvis myte nr. 66, der handler om brød. Myten går på, at du kan banke på dit brød for at høre, om det er bagt færdigt. Lyder det hult, kan du tage det ud af ovnen, for så er det klart. Og det er faktisk en myte, der holder. Uanset de mange forskellige ingredienser du kan vælge til dit brød, så består grundsubstansen af det samme: vand, gær, mel. Er et brød ikke færdigbagt, vil det – trods en mulig sprød skorpe – være klægt indeni. Og så vil det ikke lyde hult. Er det færdigbagt, har midten af brødet nået en temperatur omkring vands kogepunkt, således at vandet rent faktisk fordamper og efterlader en lækker midte – og brødet vil lyde hult, hvis du banker på det. Voila! Myten holdt. Og nu ved vi hvorfor.

Hvad med myten om, at de hjemmelavede pommes frites er sundere end dem, du køber i supermarkedet? Njaaaah! Det er nu ikke altid tilfældet. Men hvad med, at tørret frugt er sundere end slik? Ja, det kan der være noget om, men det er hovedsageligt fordi, der følger mange ganske sunde ting med i den tørrede frugt. Og hvad med det med, at du ikke må spise tunfisk, hvis du er gravid? Tjaaah, du skal nok ikke spise tunbøffer, fordi de indeholder et stof, der kan være farligt for dit ufødte barn. Men mange former for tun på dåse kan du sagtens spise.

I alle disse spørgsmål er bogen ikke bare god; den er rigtig god og meget brugbar. Den giver et lynhurtigt overblik over og en forklaring på, hvad du kan, og hvad du ikke kan, når du står i køkkenet.

Men når vi når til et råd som nummer 69 om, hvornår du salter vandet til din pasta, så er det, det bliver lidt let og ligegyldigt fyld. Kommer du salt i vandet for tidligt, så tager det længere tid, før vandet koger, og saltet kan efterlade hvide pletter i bunden af din gryde. Men det gør altså ikke noget for smagen, om du vælger det ene eller det andet. Disse råd er der nogle stykker af men lykkeligvis kun ganske få.

Humor er der også brugt, og det kan jeg virkelig godt lide. Lad mig derfor slutte af med at fortælle om myte nr. 75, der siger, at du kan tænde for vandet, tænde et stearinlys eller åbne vinduet for at undgå tårerne, når du skærer løg. Løget har en forsvarsmekanisme, der gør, at det frigiver thiopropanal sulfoxid, når du sætter kniven i det. Løget kan simpelthen ikke lide, at du skærer i det. Stoffet er vandopløseligt; stoffet kan brænde, og stoffet kan blæse væk. Sååååå …? Tjah, du skal nok ikke lade vandhanen til det rene drikkevand løbe eller skære løg alt for tæt på et stearinlys, og der skal et ordentligt sug til fra vinduet, før det virker. Derfor er forfatternes råd: tag svømmebriller på. Eller få en anden til at skære dit løg.

Sara Juul Østergaard & Marianne Zangenberg Lynggaard : ”100 myter om mad”, Fadl’s Forlag, 267 sider, oktober 2018