Jeg elsker Danmarks oldtid. Jeg har læst utallige historiebøger og naturligvis siddet klinet ved skærmen da DR sendte Historien om Danmark for et par år siden. (Historien om Danmark er i øvrigt kommet som bogudgave: Bind 1 og Bind 2.)

Man kan ikke sige bronzealder uden at nævne Egtvedpigen. Hun var en ung kvinde, der blev begravet ved sommertid i 1370 før kristi fødsel, og har været et nationalt klenodie siden hun blev fundet i 1921 næsten på højde med Jellingestenene.

Der er bare et problem. Egtvedpigen er ikke født og opvokset i Danmark.

Det fandt Danmarks eneste professor i arkæometri Karin Margarita Frei ud af i 2015, og siden har bronzealderen ikke været den samme. Egtvedpigen har nemlig vist sig ikke at være den eneste af de overleverede bronzealderkvinder, der ikke er født i Danmark. Det ved vi takket være ny teknologi, målinger af strontium-niveauer, og det er historien om udviklingen af denne videnskab og undersøgelsen af de danske bronzealdergrave, Egtvedpigens rejse handler om. Dertil kommer en mere personlig rejse, nemlig den argentinsk fødte forfatters rejse, både geografisk men også videnskabeligt.

Begge dele er spændende og godt fortalt, og selvom jeg efter at have læst bogen nok ikke kan redegøre 100 % for videnskaben bag strontium-undersøgelser, så har jeg fået fat på principperne bag – og mere behøver jeg ikke.

Egtvedpigens rejse er velskrevet og pædagogisk, og sammenfletningen af de videnskabelige landvindinger og Freis personlige historie fungerer rigtig godt. Frei kommer ikke helt op på niveau med Jeanette Varberg – hvis bøger Fortidens slagmarker og Mennesket har altid vandret jeg er ret vild med – når det handler om formidling, men mindre kan også gøre det. Egtvedpigens rejse kan læses af alle med interesse for danmarkshistorien.

Jeg har kun én lille anke, men den er lidt principiel, og derfor får I den også. Til allersidst i efterskriftet (som indeholder virkelige mange taksigelser) bliver også bogens ghostwriter takket. Hov! Er det ikke Frei selv, der har skrevet bogen? Her bliver jeg lidt spids. Jeg har ikke noget imod ghostwritere, som er et fantastisk redskab til at hjælpe forskere, sportsfolk, politikere og andre, der har noget på hjertet, med at få det ned på papiret. Men det skal altså deklareres ordentligt, så man som læser ved det, inden man læser bogen. Her fremgår det hverken af pressematerialet eller på titelbladet, og man finder det kun bagerst i bogen, så det er en oplysning kun den grundige læser får – efter man har læst bogen. Det synes jeg ikke er god stil.

Karin Margarita Frei: Egtvedpigens rejse. 254 sider, Lindhardt og Ringhof. 2018