// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ida Hegazi Høyer: Fortællingen om øde
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Ida Hegazi Høyer: Fortællingen om øde

Skrevet af den 23. september 2018 – 08:21Ingen kommentarer

Verdenslitteraturen er fyldt med robinsonader, historier om mennesker der strander på en øde ø. I norske Ida Hegazi Høyers Fortællinger om øde er eksilet helt frivilligt for tandlægen Carlo Ritter, der er træt af det moderne liv og alle dets krav – lige fra kravet om at drikke portvin på cafe til vejnettet og ikke mindst arbejdet og hustruen. Så han hiver tænderne ud, og tager til en ø på den anden side af jordkloden for at leve et solitært, vegetarisk liv.

Det viser sig naturligvis at være mere end besværligt at overleve på sådan en øde ø, hvor det eneste selskab i bogstaveliste forstand er en øgle. Dr Ritter må opgive drømmen om at leve vegetarisk – og dermed formodningen om at han kan blive 140 år – for at overleve, men overleve gør han da på denne sære ø med sorte strande.

Trangen til at undslippe det moderne liv er lige så gammel som moderniteten selv, og avisernes skriverier om dr. Ritter inspirerer et ungt par til at gøre ham selskab. Paradokset i at de søger hans drøm og dermed underminerer den med deres tilstedeværelse, går helt hen over hovedet på dem, men bestemt ikke på dr. Ritter selv.

Værre bliver det, da en baronesse også ankommer til øen med det formål at bygge et hotel og tiltrække turister. Drømmen om en øde ø skal i det 20. århundredes masseånd udbredes til folket, der i hobetal skal valfarte til den nu knap så øde ø… Baronessen invaderer ikke bare øen med sin hoteldrøm, hun er også med sin seksuelle appetit og dominans et billede på selve det moderne samfund, øens beboere er flygtet fra. Det bliver de nødt til at gøre noget ved.

Fortællingen om øde lyder som et helt vanvittigt plot, men det er bygget på virkelige hændelser i det, der kaldes Galapagos-affæren. Jeg havde aldrig hørt om dette drama fra en ø i Galapagos-gruppen, og fandt det kun fordi en anmeldelse på bogens bagflap omtalte den. Det er værd at google, men vent bare til du har læst bogen.

Til gengæld behøver man ikke læse nogle anmeldelser eller bagflapper for at blive fuldstændig opslugt af Høyers smukke, koncise prosa. Hun skriver simpelt hen så vidunderligt, at man næsten ikke kan slippe bogen igen – bare én sætning mere, bare én! Fortællingen om øde er Høyers fjerde roman, men den første der er oversat til dansk. Det håber jeg, at der bliver gjort noget ved, for hun er et utrolig spændende bekendtskab.

Fortællingen om øde er en del af Forlaget Silkefyrs serie Metamorphosis, og som du kan læse i anmeldelserne her på bogblogger, er der tale om oversat litteratur af allerhøjeste kvalitet. De fleste bøger i serien er norske, men andre nationer har sneget sig ind – f.eks. en enkelt tjekke. Bøgerne er her på bogblogger blevet anmeldt af fire forskellige anmeldere, og alle har været begejstrede for den bog, de har anmeldt.

Af Metamorphosis-serien har vi tidligere anmeldt Ljudmila Petrusjevskaja: Umodne Stikkelsbær, Jáchym Topol: Gennem et koldt land, Kjersti Rorgemoen: Håbet og festen, Niklas Frank: Faderen – et opgør, Felicia Welander: Måske i morgen, Inghill Johansen: Bungalow, Frederik Svindland: Pelargonie og Henrik Nor-Hansen: Termin.

Ida Hegazi Høyer: Fortællingen om øde. 267 sider, Forlaget Silkefyret. Oversat af Allan Lillelund Andersen, 2017

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.